Fernando Villavicencio modtog flere trusler før sin død. Han blev ikke beskyttet godt nok, mener hans familie.

Familien til dræbt præsidentkandidat sagsøger Ecuadors regering

Præsidentkandidat Fernando Villavicencio havde holdt tale ved et valgmøde i Ecuadors hovedstad, Quito, da han 9. august blev dræbt af skud.  Foto: Karen Toro/Ritzau Scanpix
Præsidentkandidat Fernando Villavicencio havde holdt tale ved et valgmøde i Ecuadors hovedstad, Quito, da han 9. august blev dræbt af skud. Foto: Karen Toro/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Familien til den ecuadorianske præsidentkandidat Fernando Villavicencio, der blev dræbt 9. august, sagsøger regeringen i Ecuador og flere politichefer, oplyser familiens advokat, Marco Yaulema, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Søgsmålene bliver rejst, fordi regeringen og politiet ifølge familien ikke formåede at beskytte præsidentkandidaten tilstrækkeligt under valgkampen op til præsidentvalget, som finder sted søndag. Inden drabet havde præsidenten modtaget adskillige trusler, fortæller advokaten på et pressemøde. Derfor burde sikkerheden omkring ham have været højnet, mener familien. Villavicencio »blev truet af mafiaen, og alle vidste det«, fortæller Marco Yaulema på pressemødet.

Fernando Villavicencio blev 59 år. Han blev dræbt af skud i Ecuadors hovedstad, Quito. Præsidentkandidaten var journalist og var på et korstog mod korruption og lå nummer to i målingerne, da han blev dræbt. En af hans store bedrifter som journalist var at have sendt Rafael Correa, der var præsident fra 2007 til 2017, på anklagebanken i en sag, der kom for dagen på grund af Villavicencios undersøgende journalistik.

Seks colombianere er blevet anholdt af politiet i forbindelse med drabet. Derudover blev en syvende mistænkt dræbt på gerningsstedet.

En video, der blev optaget på gerningsstedet, viser ifølge AFP, at Villavicencio satte sig ind i den højre side af en bil, da en person fra den modsatte side af bilen affyrede skud og ramte ham to gange i ansigtet og en gang i tindingen. Drabet blev begået, mens Villavicencio var ude for at værge potentielle vælgere under præsidentvalgkampen.

Konkret er det Ecuadors præsident, Guillermo Lasso, indenrigsminister Juan Zapata, politichef Fausto Salinas og efterretningschef Manuel Samaniego, der er blevet sagsøgt af Villavicencios familie. De beskyldes af familien for at være skyld i Villavicencios død ved ikke at have sørget for hans sikkerhed.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her