Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

USA’s udenrigsministerium gentager, at man ikke tilskynder til droneangreb i Rusland efter seneste hændelser. Rusland har angrebet kornlager og to landsbyer nær byen Lyman.

Drone rammer bygning i Moskva natten til onsdag

Foto: Natalia Kolesnikova/Ritzau Scanpix
Foto: Natalia Kolesnikova/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 8.25.

En drone har ramt en bygning i det centrale Moskva natten til onsdag dansk tid. Bygningen var under konstruktion, oplyser Moskvas borgmester, Sergej Sobjanin, på beskedtjenesten Telegram. Russisk militær har skudt endnu en drone ned over den vestlige del af Moskva-regionen, oplyser han. Senere på natten er antallet af nedskudte droner blevet opjusteret til i alt tre.

I en udtalelse efter nattens angreb, det seneste af mange lignende for nylig, siger det amerikanske udenrigsministerium, at man ikke tilskynder til droneangreb i Rusland.

For beboerne i Moskva er det blevet en nærmest daglig hændelse med droneangreb. Tirsdag beskyldte Rusland Ukraine for at have forsøgt at angribe med fire droner. Det gjorde blandt andet, at samtlige lufthavne i Moskva måtte lukke for alle indkommende og afgående fly ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass. Droneangrebene har flere gange påvirket flytrafikken.

Flere gange har droneangreb været rettet mod Moskvas finansdistrikt. I maj meddelte Rusland, at to ukrainske droner havde forsøgt at angribe Kreml, der er den russiske regeringsbygning.

Den ukrainske regering har ikke kommenteret beskyldningerne om, at Ukraine skulle stå bag angrebene. Men flere højtstående embedsmænd har udtrykt tilfredshed med dem.

Ukraine melder om tre døde efter angreb

I Ukraine ramte russiske angreb sent tirsdag to landsbyer nær Lyman i den østlige del af landet. Tre personer mistede livet, mens to andre blev såret, oplyser den ukrainske leder af Donetsk-området, Pavlo Kyrylenko, på beskedtjenesten Telegram.

»Tre personer blev dræbt og en såret i Torkse, en anden civil blev såret i Zakitne«, skriver han på Telegram.

Anklageren i Donetsk skriver på Facebook, at artilleriangreb først ramte Torkse klokken 18.50, og at Zakitne blev ramt en halv time senere. De dræbte i Torkse er to kvinder og en mand i alderen fra 63 til 88 år. De sad på en bænk, da angrebet fandt sted, oplyser anklageren i Donetsk.

I et andet angreb blev fire personer såret og en beboelsesejendom ramt af to eksplosive droner i byen Seredyna-Buda, oplyser militæret i regionen Sumy. Seredyna-Buda er en landsby i det nordøstlige Ukraine, der ligger nær grænsen til Rusland. I oktober sidste år kunne Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, meddele, at byen igen var under ukrainsk kontrol.

Byen Lyman har spillet en strategisk vigtig rolle i krigen på grund af dens placering. Den fungerer som et trafikknudepunkt, og dem, der har kontrollen her, kan nemt bevæge sig rundt og komme til eksempelvis Sjevjerodonetsk og Lysytjansk.

Rusland har desuden anvendt droner til at angribe Ukraines Odesa-region og flere mål ved floden Donau, oplyser Ukraines militær på beskedtjenesten Telegram ifølge Reuters.

»Fjenden ramte faciliteter, der bruges til opbevaring af korn, og et kompleks til produktion og omskibning i Donau-regionen. En brand brød ud i varehusene og blev hurtigte inddæmmet. Brandfolk arbejder fortsat«, skriver militæret onsdag morgen.

Odesa-regionen ligger i den sydvestlige del af Ukraine ud mod Sortehavet. Storbyen Odesa har en havn, som både før og under krigen i Ukraine har været anvendt til at udskibe korn. En kornaftale mellem Rusland og Ukraine sikrede fra sommeren 2022 og cirka et år frem, at fragtskibe kunne sejle til og fra blandt andet Odesa uden at risikere at blive angrebet af Rusland. Aftalen har Rusland dog valgt at træde ud af ved ikke at indvilge i en forlængelse af den.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her