Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Flere afghanske kvinder er blevet stoppet på vej mod De Forenede Arabiske Emirater, hvor de skulle studere.

Taleban nægter afghanske kvinder at studere i udlandet

Afghanske kvinder demonstrerer imod Talebans restriktioner. Billedet er fra december 2021. Foto: Ali Khara/Ritzau Scanpix
Afghanske kvinder demonstrerer imod Talebans restriktioner. Billedet er fra december 2021. Foto: Ali Khara/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den militante talebanbevægelse, der sidder på magten i Afghanistan, har nægtet adskillige kvinder adgang til at studere i udlandet, skriver britiske BBC og nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

»Efter at Taleban har lukket universiteterne (i Afghanistan, red.) for kvinder, var mit eneste håb at få et stipendium, der kunne hjælpe mig med at studere i udlandet«, siger den 20-årige afghanske kvinde Natkai til BBC.

Hendes navn er blevet ændret af sikkerhedsmæssige årsager.

Taleban slår generelt hårdt ned mod kvinder, der går imod bevægelsens holdninger. 20-årige Natkai er en af flere afghanske kvinder, der er blevet tildelt et stipendium til University of Dubai i De Forenede Arabiske Emirater. For godt en måned siden var hun klar til at tage afsted. Hun havde sagt farvel til sin familie og sat kursen mod lufthavnen. Hendes drøm blev dog hurtigt knust, skriver BBC.

»Da Taleban-embedsfolk så vores billetter og studievisa, sagde de, at piger ikke må forlade Afghanistan på studievisa«, siger hun til det britiske medie.

Natkai og op mod 100 andre afghanske kvinder er blevet tildelt stipendier af milliardæren Khalaf Ahmad Al Habtoor fra De Forenede Arabiske Emirater. Mindst 60 af dem er blevet afvist i lufthavnen, skriver BBC. Det har vakt harme hos Khalaf Ahmad Al Habtoor.

»Myndighederne i Afghanistan har uden at kunne retfærdiggøre det forhindret deres afgang og begrænset deres frihed. Jeg opfordrer alle involverede parter til hurtigt at træde til og hjælpe og redde de trængte studerende«, skriver han på X, det tidligere Twitter.

Taleban har haft magten i Afghanistan siden august 2021. Da gruppen senest kontrollerede landet i 1990’erne, blev der udført offentlige henrettelser og steninger mod folk dømt for forbrydelser af Taleban.

Da Taleban genvandt kontrollen, var det med et løfte om et mere moderat styre og om eksempelvis at sikre kvinders rettigheder. Det er dog endt med, at styret i vid udstrækning har begrænset rettigheder og friheder – blandt andet i forhold til piger og kvinders skolegang.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her