Wagner-gruppen, der for under en uge mistede sin leder, skal smides ud af Belarus, lyder samlet opfordring.

Polen og baltiske lande vil have Wagner-gruppen ud af Belarus

Siden det afblæste mytteri har Wagner-gruppens soldater været tvunget til at rykke til Belarus, hvor der i al hast blev opført teltlejre. Nu vil Polen og de baltiske lande have lejehæren ud af landet. Foto: Maxim Shemetov/Ritzau Scanpix
Siden det afblæste mytteri har Wagner-gruppens soldater været tvunget til at rykke til Belarus, hvor der i al hast blev opført teltlejre. Nu vil Polen og de baltiske lande have lejehæren ud af landet. Foto: Maxim Shemetov/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Polen og de tre baltiske lande forlanger, at den private russiske hær Wagner-gruppen bliver smidt ud af Belarus, siger Polens indenrigsminister, Mariusz Kaminski, mandag.

»Vi har bedt Lukasjenkos regime om straks at smide Wagner-gruppen ud af Belarus«, lyder det fra indenrigsministeren med henvisning til Belarus’ præsident, Aleksandr Lukasjenko.

Wagner-gruppen mistede i sidste uge sin leder, Jevgenij Prigosjin. Han døde 23. august i et flystyrt mellem Moskva og Sankt Petersborg. 62-årige Prigosjin og resten af Wagner-gruppen blev i slutningen af juni tvunget til at rykke til Belarus. Det skete, i kølvandet på at Wagner-gruppen havde gjort oprør mod Ruslands militære topledelse.

Wagner-gruppens tilstedeværelse i Belarus har skabt utryghed i både Polen og de tre baltiske lande, Litauen, Letland og Estland. Polen, Litauen og Letland deler alle grænse med Belarus. Den polske indenrigsminister siger mandag, at både Polen og de baltiske lande er klar til at lukke deres grænser i tilfælde af en »kritisk hændelse«, der involverer Wagner-soldater, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det private militærselskab Wagner-gruppen menes at være blevet dannet i 2014. Samme år hjalp gruppen Rusland med at annektere Krim-halvøen. Siden Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 har Wagner-gruppen spillet en stor rolle i krigen. Wagner-soldater har blandt andet kæmpet i byen Bakhmut.

Wagner er eller har været til stede i en række andre lande, blandt andet Syrien, Mali, Libyen og Den Centralafrikanske Republik. Flere steder beskyldes gruppen for krigsforbrydelser.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her