I amtet Changshan kan et par, hvor kvinden er under 25 år, få omkring 944 kroner for at indgå ægteskab.

Amt i Kina giver pengepræmie til ægtepar med hustru under 25 år

Præmien er skabt for at promovere ’alderspassende ægteskab og fødedygtighed’. Arkivfoto:  Tingshu Wang
Præmien er skabt for at promovere ’alderspassende ægteskab og fødedygtighed’. Arkivfoto: Tingshu Wang
Lyt til artiklen

Amtet Changshan i det østlige Kina tilbyder par en ’præmie’ på 1.000 yuan, hvis bruden er under 25 år.

1.000 yuan svarer til omkring 944 kroner.

Det er det seneste tiltag i Kina for at få unge mennesker til at indgå ægteskab på grund af bekymringer over landets lave fødselsrate.

Tiltaget er blevet offentliggjort i en notits på amtets officielle konto på det sociale medie WeChat i sidste uge.

I notitsen lyder det, at præmien er skabt for at promovere ’alderspassende ægteskab og fødedygtighed’.

Der skrives også om en række tilskud til børnepasning, fertilitet og uddannelse, som par med børn kan få.

Myndighederne i Kina er bekymret over, at der for første gang er sket et fald i befolkningen, og at landets befolkningen hurtigt bliver ældre og ældre.

Derfor afprøver myndighederne en række tiltag for at få fødselsraten op - herunder økonomiske incitamenter og forbedrede børnepasningsfaciliteter.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her