To personer i Kyiv er døde, efter at de er blevet ramt af vragrester fra droner eller missiler onsdag morgen.

Overblik: Tre begivenheder i nat viser, hvordan krigen rammer i både Ukraine og Rusland

Russisk beredskabsmyndighed melder om flere ramte militære transportfly under et ukrainsk droneangreb på lufthavn i byen Pskov. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Russisk beredskabsmyndighed melder om flere ramte militære transportfly under et ukrainsk droneangreb på lufthavn i byen Pskov. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det har været en begivenhedsrig nat i Ukraine og Rusland. Ikke mindst i Kyiv, der har været udsat for et voldsomt angreb. Samtidig har Ukraine ramt russiske militærfly, ifølge det russiske beredskab, mens Rusland hævder at have ødelagt fire ukrainske militærskibe i Sortehavet med 50 mand ombord.

Få et overblik nedenfor:

Kyivs luftforsvar afværger kraftigst angreb

Mere end 20 droner og missiler er blevet ødelagt af Kyivs luftforsvar natten til onsdag.

Det oplyser byens militæradministration, der kalder angrebet det ’mest kraftige’ mod hovedstaden siden foråret.

»Kyiv har ikke oplevet så kraftfuldt et angreb siden foråret. I alt blev mere end 20 af fjendens mål ødelagt af luftforsvarssystemer«, skriver militæradministrationen på X, det tidligere Twitter.

To personer har mistet livet som følge af angrebet, efter at de er blevet ramt af vragrester fra angrebet i distriktet Sjevtsjenkivskyj.

Det skriver Sergej Popko, der leder byens militæradministration, på Telegram.

En tredje person er blevet såret og får lægelig assistance, lyder det også.

Kyivs borgmester, Vitalij Klytjko, skriver på Telegram, at »to døde mænd er fundet« i en bygning, der ikke var til beboelse, i Sjevtsjenkivskyj-distriktet.

Han skriver ikke, hvordan de er døde, eller om det er de to samme personer, som Popko skriver om.

Den regionale militæradministration advarede tidligere på morgenen om missilangrebet og sagde, at luftforsvarssystemerne var i arbejde.

En korrespondent fra AFP meldte desuden om flere eksplosioner i byen. Korrespondenten hørte eksplosionerne klokken 05.00 lokal tid. Det er klokken 04.00 dansk tid.

Ud over Sjevtsjenkivskyj-distriktet er også distriktet Darnytskyj blevet ramt. Distriktet ligger i det sydlige Kyiv.

»Brand- og redningstjenesten slukker en brand i Darnytskyj-distriktet, der er startet, efter at vragrester faldt ned i taget på en bygning med erhvervslokaler«, skriver Kyivs borgmester på Telegram.

Russiske militærfly ramt

Fire militære transportfly af typen Il-76 er blevet beskadiget i et droneangreb på militærlufthavnen i den nordvestlige russiske by Pskov.

Det oplyser en repræsentant fra den lokale beredskabsmyndighed ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Angrebet var et af fem rettet mod russiske regioner natten til onsdag.

Nyhedsbureauet AP beskriver nattens angreb som det tilsyneladende største droneangreb på russisk jord under den 18 måneder lange krig.

Den regionale guvernør i Pskov, Mikhail Vedernikov, slog kort efter midnat alarm om angrebet.

»Forsvarsministeriet afværger et droneangreb på lufthavnen i Pskov«, oplyste han på sociale medier ifølge nyhedsbureauet AFP.

Guvernøren har samtidig lagt en video op af en omfattende brand, med hvad der lyder som eksplosioner og sirener i baggrunden.

Luftrummet over Pskov blev efter angrebet lukket.

Det russiske forsvarsministerium har ikke umiddelbart kommenteret hændelsen.

Pskov ligger omtrent 800 kilometer fra den ukrainske grænse.

Vedernikov hævder, at han befinder sig ved lufthavnen, og at der umiddelbart ikke er nogen tilskadekomne.

Tass skriver yderligere, at beredskabsmyndighederne i Rusland oplyser, at luftrummet over lufthavnen Vnukovo omkring samme tid var lukket i en kort periode.

Den russiske sortehavsflåde melder også om et angreb tidligt onsdag med en vanddrone på Sevastopol på den ukrainske halvø Krim, som Rusland har annekteret.

Pskov-regionen blev også ramt af et droneangreb i slutningen af maj.

I de seneste uger er Moskva og andre russiske regioner blevet ramt af flere formodede ukrainske droneangreb.

Rusland: Vi har ramt Ukraines flåde i Sortehavet

Ruslands forsvarsministerium hævder onsdag at have ødelagt fire af Ukraines militærskibe i Sortehavet med op til 50 ukrainske soldater om bord.

Det oplyser ministeriet i en udtalelse på beskedtjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet AFP.

Et fly har ’ødelagt fire højhastighedsmilitærbåde’ med op til 50 soldater fra de ukrainske specialstyrker om bord i Sortehavet, lyder det i udtalelsen.

Angrebet skulle være sket omkring klokken 23 dansk tid.

Ifølge Reuters er der tale om ukrainske faldskærmssoldater.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters melder russiske myndigheder også om at have nedskudt en ukrainsk drone i Kaluga-regionen syd for den russiske hovedstad, Moskva.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her