Den afsatte præsident i Gabon, Ali Bongo, har tilladelse til at forlade landet, når han ønsker.
Det siger general Brice Oligui Nguema, der er blevet taget i ed som landets fungerende præsident, onsdag i en udtalelse på fjernsynet.
Bongo har været under husarrest siden 30. august, hvor han blev afsat i et militærkup.
Hans familie har siddet på magten i det olierige, men fattige land de seneste 56 år.
Bongo, der selv har været præsident de seneste 14 år, fik klart flest stemmer ved det netop overståede præsidentvalg.
»Som følge af hans helbredssituation har den tidligere præsident for republikken Ali Bongo Ondimba bevægelsesfrihed. Han kan rejse til udlandet, hvis han ønsker at blive tilset af en læge«, siger oberst Ulrich Manfoumbi Manfoumbi.
Bongo fik et alvorligt slagtilfælde i oktober 2018. Siden har han været påvirket af fysiske skavanker og særligt døjet med at bevæge højre arm og knæ.
ritzau
fortsæt med at læse




























