Den ukrainske regering har besluttet at afsætte seks viceforsvarsministre, heriblandt Hanna Maljar, skriver nyhedsbureauet Reuters. Maljar har hyppigt givet opdateringer om udviklingen i krigen mod Rusland. Regeringen giver ikke umiddelbart nogen begrundelse for, at ministrene afsættes.
Dermed fortsætter Ukraine med at skifte ud i toppen af Forsvarsministeriet. Ukraines parlament godkendte tidligere på måneden Rustem Umerov som ny forsvarsminister. Han overtog posten fra Oleksij Reznikov.
Beslutningen blev betegnet som den største ændring i Ukraines forsvarsledelse siden den russiske invasion af landet i februar 2022. Reznikov var som forsvarsminister med til at sikre vestlig militær støtte for mange milliarder dollar. Hans ministerium blev dog også beskyldt for at være præget af korruption.
ritzau
fortsæt med at læse




























