Over 200 mennesker er blevet kvæstet af en eksplosion ved et benzindepot i Nagorno-Karabakh. Andre har mistet livet i eksplosionen.
Det meddeler lokale myndigheder i udbryderregionen.
Tidligere meddelte indenrigsministeriet, at der er både dræbte og tilskadekomne »som resultat af en eksplosion ved et brændstofdepot«.
Det var sket ved vejen mellem hovedstaden Stepanakert og byen Askeran, meddeler ministeriet ifølge AFP.
»Redningsmandskab og læger arbejder på stedet«, hedder det videre.
Uklare omstændigheder
Det er ikke umiddelbart klart, hvad der har forårsaget eksplosionen.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at eksplosionen er sket på en benzintank.
Tusindvis af etniske armeniere har forladt Nagorno-Karabakh og har krydset grænsen til Armenien.
Tidligere mandag oplyste myndigheder i Armenien, at 6650 mennesker indtil videre er rejst ind i landet fra Nagorno-Karabakh.
Tusindvis af andre ventes at følge efter.
Flugten sker, efter at Aserbajdsjan har taget kontrol med enklaven. Den ligger i Aserbajdsjan, men har været ledet af armenske separatister i over 30 år.
Separatisterne er nu i færd med at overdrage magten til Aserbajdsjan.
ritzau
fortsæt med at læse




























