Mindst 52 personer er blevet dræbt ved en eksplosion nær et religiøst møde i det sydvestlige Pakistan, og over 58 er blevet såret, oplyser sundhedspersonale og det pakistanske politi.
»Det er øjensynligt et selvmordsangreb«, siger en talsmand for politiet, Javed Lehri, som tilføjer, at en mand sprængte sig selv i luften nær et af politiets køretøjer.
Angrebet skete i den sydvestlige provins Baluchistan, hvor islamister og militante separatister tidligere har foretaget bombeangreb. Der er ikke umiddelbart nogen gruppe, som har taget skylden for angrebet. Tehrik-i-Taliban Pakistan (TTP) nægter at stå bag. Organisationen er en samling af forskellige ekstremistiske grupper af sunnimuslimer. TTP har tidligere stået bag terrorangreb i Pakistan.
Fredagens angreb skete under en fejring af profeten Muhammeds fødselsdag. Nyhedsbureauet AFP skriver, selvmordsbomberens mål var et optog. Størstedelen af Pakistans muslimske miljøer accepterer, at man fejrer profetens fødselsdag. Men nogle grupper ser negativt på det.
Provinsens informationsminister, Jan Achakzai, har udråbt en sørgeperiode på tre dage, skriver AFP videre. Han siger også, at der er akut behov for bloddonationer til de sårede. I flere tilfælde er deres tilstand kritisk, og dødstallet kan derfor ende med at være højere, siger en talsperson for distriktets sundhedsvæsen, Abdul Rasheed.
Få timer eksploderede styrtede en moské sammen efter en eksplosion nær Peshawar i Pakistan. Mellem 30 og 40 mennesker er begravet under murbrokkerne, rapporterer GEO News ifølge Reuters. Geo News oplyser, at 4 blev dræbt, og at 12 indtil videre er blevet konstateret såret ved eksplosionen.
Ifølge lokale medier var der to selvmordsangreb, som fandt sted samtidig i provinsen Khyber Pakhtunkhwa. Redningsarbejdere kæmpede for at grave folk ud fra den sammenstyrtede moské. Lokalt politi siger, at taget på bygningen kollapsede.
ritzau




























