USA sender kampfly og hangarskib tæt på Israel og sender militærhjælp efter Hamas-angreb, siger Lloyd Austin.

USA sender militærhjælp og flytter hangarskib mod Israel

Foto: Ntb/Ritzau Scanpix
Foto: Ntb/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA sender mere militærhjælp til Israel efter det Hamas-angreb, der har kostet hundredvis af israelere livet.

Det meddeler Det Hvide Hus og USA’s forsvarsministerium, Pentagon, søndag.

Hangarskibet ’USS Gerald R. Ford’ og de støtteskibe, der følger hangarskibet, flyttes tættere på Israel.

»I dag, som svar på dette Hamas-angreb mod Israel og efter grundige drøftelser med præsident Biden, har jeg sat flere tiltag i værk for at styrke Forsvarsministeriets stilling i regionen for at forstærke de afskrækkende bestræbelser, siger forsvarsminister Lloyd Austin.

Pentagon vil også sende flere kampfly af typerne F-35, F-15, F-16 og A-10 til regionen, meddeler Austin.

»USA har styrker klar globalt, som yderligere kan forstærke denne afskrækkende stilling, hvis det bliver nødvendigt«.

De første sendinger af den ekstra militærhjælp vil allerede søndag blive sendt fra USA til Israel.

Det ventes at være fremme inden for de kommende dage, lyder det i meddelelsen fra den amerikanske forsvarsminister.

Blandt andet er der ammunition og diverse former for militært udstyr på vej.

Antallet af døde i Israel efter Hamas’ chokangreb er søndag eftermiddag opjusteret til over 700, skriver det israelske nyhedsmedie N12.

Det er de største tab, Israel har oplevet siden Yom Kippur-krigen i 1973, hvor landet kom under angreb fra en koalition ledet af Egypten og Syrien.

I Gaza er mindst 370 palæstinensere meldt dræbt i israelske luftangreb, der er foretaget som svar på Hamas’ massive angreb.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her