Flere hundrede mennesker meldes dræbt efter eksplosion i et hospital i Gaza. Eksplosionerne fandt sted på Al-Ahli Arab-hospitalet, der er placeret centralt i Gaza By.
Ifølge det palæstinensiske sundhedsministerium er der tale om et israelsk angreb, som har kostet 500 personer livet. Dødstallet er dog ikke blevet bekræftet af uafhængige kilder.
Det israelske forsvar (IDF) afviser at stå bag og siger i en udtalelse til The New York Times, at hospitaler ikke er »militære mål« for Israel.
»IDF er ved at undersøge kilden til eksplosionen og prioriterer som altid nøjagtighed og pålidelighed«, siger det israelske militær.
En talsmand for IDF lufter muligheden for, at Israel vil dele efterretninger eller rådata med verden for at bevise, at Israel ikke har noget at gøre med eksplosionen, skriver CNN.
»Jeg kan ikke love, at vi vil gøre det, men på grund af vigtigheden, og hvad der er på spil her, er det en mulighed«, siger oberstløjtnant Jonathan Conricus ifølge CNN.
Mark Regev, rådgiver for ministerpræsident Benjamin Netanyahu, siger ifølge CNN, at Israel har delt informationer med USA. Netanyahu mødes onsdag med USA’s præsident, Joe Biden, der er på vej til Tel Aviv.
Ifølge The New York Times fortæller en anden talsmand for det israelske miltær Daniel Hagari, at droneoptagelser viser, at der er tale om »en slags raket«, der har forvoldt skader, som ikke kan stamme fra noget af den ammunition, som Israels luftvåben besidder.
I stedet anklager Israel den militante palæstinensiske gruppe Islamisk Jihad for at stå bag angrebet.
»En analyse af IDF’s operationelle systemer indikerer, at et raketangreb blev afsendt af terrorister i Gaza, og at det passerede tæt på Al-Ahli hospitalet i Gaza på det tidspunkt, det blev ramt«, skriver IDF på det sociale medie X.
Samtidig langer IDF ud efter de internationale medier, der straks viderebragte de palæstinensiske anklager om, at Israel var skyld i de mange døde.
Islamisk Jihad afviser at stå bag angrebet.
»Den zionistiske fjende forsøger kraftigt at undvige sit ansvar for den brutale massakre, han begik ved at bombe Al-Ahli Arab-hospitalet i Gaza, igennem sin sædvanlige fabrikation af løgne og ved at pege fingre ad Islamisk Jihad-bevægelsen i Palæstina«, lyder det i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
»Vi bekræfter derfor, at de beskyldninger, som fjenden fremfører, er falske og grundløse«, lyder det videre.
Teori om vildfaren raket florerer
Videoer på sociale medier får flere til at så tvivl om, hvorvidt israelerne står bag – heriblandt Justin Bronk, der er forsker ved den britiske tænketank Royal United Services Institute. En teori går på, at det i stedet er en vildfaren raket affyret af Hamas, der har forårsaget eksplosionen.
Også avisen The Times of Israels forsvarskorrespondent, Emanuel Fabian, og den danske analytiker Oliver Alexander, der har gjort sig bemærket i forbindelse med krigen i Ukraine, hvor hans arbejde med at indsamle informationer via åbne kilder er blevet citeret af mange internationale medier, støtter teorien om en vildfaren palæstinensisk raket.
Nedenfor er en video fra området uden for hospitalet efter eksplosionen.
EU-præsident kalder angreb brud på international lov
På et et pressemøde efter et ekstraordinært EU-topmøde tirsdag aften var EU’s præsident, Charles Michel, hurtig til at kritisere Israel.
Landet overholder ikke »international lov« ved at gennemføre et angreb på et hospital, lød det fra Michel:
»Vi fik oplysninger, mens vi holdt virtuelt møde. De ser ud til at være bekræftet. Et angreb på civil infrastruktur er ikke i overensstemmelse med international lov«.
Charles Michel anklager også Israel for at overtræde folkeretten ved at gennemføre en blokade af Gaza, som rammer civilbefolkningen:
»En total belejring, hvor man afskærer den basale infrastruktur, adgang til vand, elektricitet og ikke tillader levering af mad, er ikke i overensstemmelse med international lov«.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, deltog også på pressemødet tirsdag aften. Hun er dog ikke klar til at vurdere, om Israel har overtrådt folkeretten:
»Jeg er lige blevet informeret om episoden. Jeg har brug for at få det bekræftet, så jeg kan ikke kommentere på nuværende tidspunkt«, siger Ursula von der Leyen.
Hun vil heller ikke gå ind i spørgsmålet om, hvorvidt Israel gennemfører en »total belejring« af Gaza.
»Jeg mener, at det er meget vigtigt at se på den erklæring, som Det Europæiske Råd støttede op om i dag. Det er EU-ledernes erklæring, og den fastlægger positionen for Det Europæiske Råd, som jeg er medlem af«, siger Ursula von der Leyen.
Det Europæiske Råd består af stats- og regeringslederne samt Ursula von der Leyen og Charles Michel. Det er i denne kreds, at de overordnede prioriteter i blandt andet EU’s udenrigspolitik i sidste ende bliver fastlagt.
Erklæringen fastslår ikke, om Israel har overtrådt folkeretten i den konkrete fremgangsmåde i konflikten. Den fastslår alene, at EU-landenes ledere støtter op om Israels ret til at forsvare sig, så længe det sker i overensstemmelse med folkeretten, og en langsigtet løsning på konflikten baseret på en tostatsløsning
Præsidenten for Det Palæstinensiske Selvstyre, Mahmoud Abbas, har på baggrund af eksplosionen på Al-Ahli Arab-hospitalet, som han også anklager Israel for at stå bag, erklæret tre dages landesorg. Abbas melder ligeledes afbud til et møde med blandt andre USA’s præsident, Joe Biden, i Jordan torsdag. Mødet er nu blevet helt aflyst af Jordan ifølge nyhedsbureauet Reuters.
fortsæt med at læse


























