Topmøde mellem USA og arabiske ledere er faldet fra hinanden efter protestaflysning fra Mahmoud Abbas oven på angreb på hospital i Gaza, der møder fordømmelse fra WHO.

Jordan aflyser topmøde med Biden og arabiske ledere

Onsdag skulle Jordans kong Abdullah (tv.), præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, USA's præsident, Joe Biden, og Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, have mødtes i Jordans hovedstad, Amman. Mødet er nu aflyst. Foto: John Macdougall, Thaer Ghanaim,/Ritzau Scanpix
Onsdag skulle Jordans kong Abdullah (tv.), præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, USA's præsident, Joe Biden, og Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, have mødtes i Jordans hovedstad, Amman. Mødet er nu aflyst. Foto: John Macdougall, Thaer Ghanaim,/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Topmødet, som onsdag skulle have fundet sted i Jordans hovedstad, Amman, mellem USA’s præsident, Joe Biden, og en række arabiske ledere er blevet aflyst, oplyser Jordans udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Landets udenrigsminister, Ayman Safadi, siger til det arabiske medie Al Jazeera, at mødet er aflyst, fordi »der ikke er nogen nytte i at tale om noget som helst andet end at stoppe krigen«.

En embedsmand fra Det Hvide Hus, den amerikanske præsidentbolig, bekræfter, at mødet i Jordan efter samtaler mellem Biden og Jordans kong Abdullah er aflyst. Joe Biden aflyser i samme ombæring sit besøg i Jordan.

Præsidenten skulle have mødtes med ledere fra Egypten og Det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, for at drøfte konflikten mellem Israel og Hamas. Tirsdag aften gjorde Mahmoud Abbas det dog klart, at han ikke havde planer om at deltage, efter at et angreb ramte et hospital i den palæstinensiske enklave Gazastriben. Angrebet har ifølge sundhedsmyndigheder i Gaza kostet flere end 500 personer livet.

Joe Biden har ifølge det franske nyhedsbureau AFP allerede forladt den amerikanske præsidentbolig, Det Hvide Hus, på vej mod Israel, hvor han skal mødes med premierminister Benjamin Netanyahu.

Angreb fordømmes

Adskillige stats- og regeringschefer har fordømt angrebet mod hospitalet i Gaza. Det samme har Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

»Hospitalet var et af de 20 i den nordlige del af Gazastriben, som havde fået at vide af det israelske militær, at de skulle evakuere området«, skriver WHO.

»Evakueringsordren har været umulig at efterkomme med det nuværende sikkerhedsniveau, de mange patienter i kritisk tilstand og manglen på ambulancer, ansatte, sengepladser og tag over hovedet for de fordrevne«, lyder det videre.

Der hersker sent tirsdag aften fortsat stor usikkerhed om, hvem der egentlig står bag angrebet, som ifølge myndighederne i Gaza har kostet flere end 500 personer livet. Sundhedsmyndighederne i Gaza beskylder Israel for at stå bag angrebet. Israel hævder, at det er den væbnede islamiske gruppe Islamisk Jihad, som står bag angrebet. Islamisk Jihad afviste tirsdag aften, at de havde noget med det at gøre.

»Hospitalet var i brug med patienter, sundhedspersonale og internt fordrevne, som havde søgt ly der«, skriver WHO.

»WHO opfordrer til øjeblikkelig og aktiv beskyttelse af civile og sundhedsfaciliteter. Evakueringsordre skal tilbagetrækkes. Internationale menneskerettigheder skal overholdes, hvilket betyder, at sundhedsfaciliteter aktivt skal beskyttes og aldrig udpeges som mål«.

Ifølge sundhedsmyndighederne i Gaza er omkring 3.000 personer blevet dræbt i enklaven, siden Hamas’ angreb Israel 7. oktober. Flere end 1.300 har ifølge Israel mistet livet på israelsk side. Ingen af de tal er blevet verificeret af uafhængige kilder.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her