Slovakiets nyindsatte ministerpræsident, Robert Fico, oplyser torsdag, at hans regering stopper den militære hjælp til Ukraine. Det er en beslutning, som han allerede bebudede under valgkampen.
Til parlamentet siger Fico, at Slovakiet »ikke længere vil forsyne Ukraine med våben«. EU-landet, der også er medlem af Nato, vil dog stadig levere humanitær hjælp til det krigsramte naboland. Beslutningen om at droppe den militære hjælp vil ærgre store dele af den vestlige alliance og være et brud på det sammenhold, som både Nato og EU har forsøgt at opretholde over for Ukraine.
Fico blev onsdag – tre uger efter valget – taget i ed som ministerpræsident for fjerde gang. Han siger, at han torsdag vil forklare sin beslutning over for sine europæiske kolleger på EU’s topmøde.
I sin tale til parlamentet går han et skridt længere endnu i forhold til Slovakiets EU-partnere:
»Jeg vil ikke stemme for nogen som helst sanktioner mod Rusland, medmindre vi ser analyser, som viser, hvordan det berører Slovakiet. Hvis der kommer sådanne sanktioner, som vil skade os, lige som de fleste sanktioner allerede har, så ser jeg ingen grund til at at støtte dem«.
Statsminister Mette Frederiksen (S) forstår ikke Slovakiets beslutning om at stoppe den militære hjælp til Ukraine, siger hun på vej ind til EU-topmødet i Bruxelles torsdag.
»Jeg forstår ikke beslutningen om at stoppe militære donationer. Jeg er uenig i den. Det er Rusland, der har invaderet et fredeligt, europæisk land, og man vinder desværre ikke sådan en krig alene med ord. Det gør man med våben«, siger Mette Frederiksen.
»Der er brug for våben til Ukraine. Det er derfor, at vi i EU og også amerikanerne og andre har doneret så meget, som vi har over det seneste halvandet år. Så jeg forstår ikke den beslutning«, siger Mette Frederiksen.
Den konservative og liberale opposition i parlamentet har udtrykt bekymring over, hvor beslutningen placerer Slovakiet, når man ikke længere vil støtte Ukraine med militære midler.
Ruslands regering nedtoner torsdag betydningen af den slovakiske beslutning.
»Slovakiet har ikke haft en ret stor andel i leverancerne af våben. Så det vil knap komme til at berøre hele processen«, siger Dmitrij Peskov, der er talsmand for præsident Vladimir Putin.
Den nye slovakiske regering består af tre partier: Ficos venstrefløjsparti Smer-SSD, det nationalistiske SNS og det socialdemokratiske Hlas-SD.
Ritzau
fortsæt med at læse




























