Flere hundrede mennesker befandt sig ved mine under mulig gaseksplosion. Mindst 25 er døde.

Minebrand efter mulig gaseksplosion dræber mindst 25 i Kasakhstan

Lyt til artiklen

Mindst 25 mennesker har mistet livet i en minebrand i Kasakhstan.

Det melder ArcelorMittal Temirtau - en lokal afdeling af den Luxembourg-baserede stålproducent, som driver minen - lørdag.

Der var i alt 252 mennesker i Kostenko-minen, og 206 er blevet evakueret efter det, der lader til at være en metaneksplosion.

18 har efterfølgende søgt hjælp hos sundhedspersonale.

21 mennesker var ikke blevet lokaliseret klokken 14 lokal tid, hvilket svarer til klokken 10 dansk tid.

Metan er en farve- og lugtløs gas. Hvis koncentrationen af gasarten bliver for høj, kan der opstå eksplosionsfare.

Kasakhstans præsident, Kasym-Jomart Tokajev, har sendt sine kondolencer til ofrenes familier. Søndag bliver en national sørgedag, har han meddelt.

Han har beordret, at regeringen stopper investeringssamarbejdet med selskabet ArcelorMittal Temirtau.

I stedet er der planer om at nationalisere selskabet.

Kostenko-minen ligger nogle hundrede kilometer sydøst for hovedstaden Astana i det store centralasiatiske land.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her