22-årig tysk kvinde er ifølge morens oplysninger død, efter at Hamas angreb festival 7. oktober.

Mor har fået besked om savnet datters død efter Hamas-angreb

Ricarda Louk (th.) har fået oplyst af Israels militær, at hendes datter, Shani Louk, der har været savnet siden 7. oktober, er død. En video, som CNN efterfølgende har verificeret, viste Shani Louk på ladet af en firhjulstrækker, mens Hamas-soldater sad ovenpå hende. Foto: Tobias Schwarz/Ritzau Scanpix
Ricarda Louk (th.) har fået oplyst af Israels militær, at hendes datter, Shani Louk, der har været savnet siden 7. oktober, er død. En video, som CNN efterfølgende har verificeret, viste Shani Louk på ladet af en firhjulstrækker, mens Hamas-soldater sad ovenpå hende. Foto: Tobias Schwarz/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Moren til den savnede tyske kvinde Shani Louk har fået at vide af Israels militær, at Shani Louk er død, oplyser moren, Ricarda Louk, til det tyske nyhedsbureau dpa mandag.

22-årige Shani Louk var deltager på en festival, som blev angrebet af den palæstinensiske militante gruppe Hamas 7. oktober. Efterfølgende har CNN verificeret en video fra Gaza, hvor kvinden, der ikke er ved bevidsthed, er blevet lagt på ladet af en firhjulstrækker, mens Hamas-soldater sidder ovenpå hende.

Ricarda Louk siger til dpa, at hendes datters lig ikke er blevet fundet, men at der er blevet foretaget DNA-prøver af en kranieknogle. Moren antager nu, at hendes datter har været død siden angrebet den 7. oktober.

Tidligere har familien haft et håb om, at Shani Louk var i live, men hårdt såret – og måske befandt sig i Gazastriben. Familien har siden angrebet været fortaler for, at alle gidsler skulle frigives. Israelske myndigheder anslår ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der blev taget mindst 239 gidsler.

Moren siger ifølge dpa, at meddelelsen om hendes datters død var forfærdelig at få, men at det er godt at få vished.

»I det mindste led hun ikke«, siger Ricarda Louk, der ifølge dpa fik beskeden fra Israels militær natten til mandag.

Angrebet på Nova-festivalen nær grænsen til Gaza har været et af de mest omtalte i Hamas-angrebet 7. oktober, hvor over 1.400 mennesker ifølge Israel blev dræbt. Det anslås, at omkring 260 blev dræbt ved festivalen. Efter Hamas’ angreb 7. oktober har Israel udført voldsomme bombardementer af Gaza. Gazas sundhedsministerium, som Hamas kontrollerer, har meldt om over 8.000 dræbte i Gaza. Ingen af tallene er bekræftet af uafhængige kilder.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her