Artiklen er opdateret kl. 9.01.
Israels FN-ambassadør, Gilad Erdan, bar en gul stjerne på brystet ved mandagens møde i FN’s Sikkerhedsråd og sagde, at han vil bære stjernen, indtil medlemmerne af sikkerhedsrådet fordømmer Hamas’ »uhyrligheder«.
»Nogle af jer har ikke lært noget af de seneste 80 år. Nogle af jer har glemt, hvorfor dette organ blev skabt«, sagde han.
Han fordømmer FN’s Sikkerhedsråd for at »forblive tavse« efter den væbnede palæstinensiske gruppe Hamas’ angreb på Israel 7. oktober.
Det splittede sikkerhedsråd, der har 15 medlemmer, har ikke vedtaget en eneste resolution vedrørende den mere end tre uger lange konflikt.
»Fra i dag vil I, hver gang I kigger på mig, huske, hvad det betyder at forblive tavse over for ondskab. Ligesom mine bedsteforældre og millioner af jøders bedsteforældre vil mit hold og jeg fra nu af bære gule stjerner«, sagde han.
På den gule stjerne stod teksten ’Never Again’ som reference til de gule stjerner, som jøder af nazisterne blev tvunget til at bære under Anden Verdenskrig. Ifølge Erdan vil han bære den »som et symbol på stolthed«:
»Vi vil bære denne stjerne, indtil I vågner op og fordømmer Hamas’ uhyrligheder«.
Formanden for holocaustcenteret Yad Washem i Jerusalem, Dani Dayan, retter dog skarp kritik mod Israels FN-ambassadør for at bære den gule stjerne.
På det sociale medie X skriver han ifølge det israelske medie Haaretz, at det »vanærer« holocaustofre og Israel.
»Den gule stjerne symboliserer det jødiske folks hjælpeløshed, og at jødernes skæbne var i andres hænder. I dag har vi en uafhængig stat og en stærk hær. Vi er herrer over vores egen skæbne«, skriver han.
Splittet sikkerhedsråd
Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, har kaldt angrebet på Israel 7. oktober det værste mod det jødiske folk siden Holocaust. Konflikten har i ugevis splittet FN’s Sikkerhedsråd. Fire forslag til resolutioner er blevet afvist. Nogle forslag er blevet blokeret af USA, en tæt allieret til Israel, fordi de ikke nævnte Israels ret til at forsvare sig selv. Et andet, som USA præsenterede, blev afvist af Rusland og Kina, fordi det ikke opfordrede til en våbenhvile.
I lys af hårdknuden optog FN’s Generalforsamling med stort flertal fredag en ikke-bindende resolution, hvor der opfordres til en »omgående humanitær våbenstilstand«. Den tekst fik kritik fra Erdan, der siger, at den vil »blive husket som en skændsel«.
Under mandagens møde i FN’s Sikkerhedsråd fokuserede flere talere på den pris, som indbyggerne i Gaza betaler, mens de også fordømte Hamas’ angreb på Israel.
Siden Hamas’ angreb på Israel har Israel udført bombardementer af Gaza, og ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndighederne i enklaven har mere end 8.000 mennesker mistet livet. Tallet er ikke bekræftet af uafhængige kilder.
ritzau
fortsæt med at læse


























