Vælgerne i Ohio i USA tilføjer retten til abort i delstatens forfatning ved en afstemning natten til onsdag dansk tid. Det står klart onsdag morgen dansk tid, hvor 93 procent af stemmerne er optalt.
Den 24. juni 2022 omstødte USA’s højesteret en afgørelse fra 1973, der kendes som ’Roe v. Wade’, og som gav kvinder ret til selv at vælge, om de vil have en abort.
Det betyder i praksis, at USA’s 50 delstater herefter selv kan bestemme, om abort skal være lovligt eller ej.
Blot timer efter afgørelsen fra højesteret blev et forbud mod abort efter den sjette graviditetsuge godkendt i Ohio. Det forbud blev dog sat i bero på grund af juridiske indsigelser.
Abortrestriktioner har i årtier været en mærkesag for Det Republikanske Parti.
Onsdagens afstemning i Ohio, som stemte for at gøre republikanske Donald Trump til præsident i 2020, er endnu et tegn på, at abortspørgsmålet bliver ved at med være et potent emne for Det Demokratiske Parti forud for præsidentvalget i 2024.
Så sent som ved midtvejsvalget i 2022 valgte Ohio desuden den yderligtgående republikaner JD Vance som senator. Desto mere opsigtsvækkende er nattens afstemning altså også, og den må betragtes som en advarsel til Republikanerne.
Abortmodstandere har forud for afstemningen advokeret for, at lovgivningen med en sejr til abortforkæmperne vil blive for ekstrem.
Omvendt har abortforkæmpere ført kampagne med advarslen om, at et ’nej’ til forfatningstilføjelsen kunne bane vejen for strengere abortlovgivning.
Lignende afstemninger kan blive en realitet i flere delstater i 2024, herunder i svingstaterne Arizona og Florida.
Ifølge avisen The New York Times holder både Demokraterne og Republikanerne skarpt øje med resultatet i Ohio i forsøget på at kontrollere spørgsmålet, der efter højesteretsafgørelsen fik mange nye vælgere til at stemme demokratisk.
ritzau
fortsæt med at læse


























