Ukraine fik onsdag EU-Kommissionens ord for, at man har gennemført tilstrækkeligt med reformer til at kunne indlede optagelsesforhandlinger.
Men der kan gå år, før et krigshærget Ukraine reelt kommer med i EU.
Læs mere om vejen til EU her:
Ethvert europæisk land, der respekterer EU’s værdier, og som forpligter sig til at fremme dem, kan ansøge om at blive medlem af EU.
Landet skal i første omgang opfylde tiltrædelseskriterierne. De blev fastlagt på et møde i København i 1993 og omtales ofte som ’københavnerkriterierne’.
Kriterierne opstiller en række demokratiske, økonomiske og politiske betingelser for lande, der ønsker at komme med i EU.
Når et europæisk land har sendt sin formelle ansøgning til EU, er næste skridt, at EU-Kommissionen giver sin holdning til kende i sagen. Det tager normalt 15-18 måneder. Ifølge EU-embedsmænd kan den proces dog gøres kortere, hvis der er politisk vilje.
Hvis EU-Kommissionen er positivt stemt over for et medlemskab, og hvis alle EU’s medlemslande stemmer for det, kan landet få status som kandidatland. Den status opnåede Ukraine i juni sidste år.
I alt otte lande har nu kandidatstatus. Ud over Ukraine er det: Tyrkiet, Albanien, Bosnien-Hercegovina, Moldova, Montenegro, Nordmakedonien og Serbien. Derudover anbefalede EU-Kommissionen onsdag, at Georgien også får den eftertragtede status på betingelse af yderligere reformer.
Som kandidatland vil det næste skridt være at begynde optagelsesforhandlinger. De handler om at få ensrettet love og lovrammer i forhold til EU.
EU-love er inddelt i politikområder - såkaldte kapitler. I dag er der 35 kapitler. Et kapitel er lukket, når kandidatlandet viser, at det er klar til at implementere EU-love på området.
Ukraine fik onsdag EU-Kommissionens ord for, at landet er klar til at gå i gang med denne fase. Det kræver dog enstemmighed blandt de 27 stats- og regeringsledere, før Ukraine kan få optagelsesforhandlinger. Den beslutning ventes at skulle træffes på et EU-topmøde til december.
Når alle kapitler er lukket, kan EU og det pågældende kandidatland forberede en tiltrædelsestraktat. Den skal godkendes af alle EU-lande og have grønt lys fra EU-Parlamentet. Derefter bliver traktaten underskrevet af alle EU-lande, og landet vil kunne tiltræde endeligt i EU.
Det tager dog normalt år at nå så langt i processen. Kroatien blev eksempelvis kandidatland i 2004, men først medlem i 2013. Forventningen er, at processen også vil tage mange år for Ukraine, selv om landet får grønt lys til optagelsesforhandlinger på EU-topmødet til december.
Kilder: Reuters og Det Europæiske Råd.
ritzau
fortsæt med at læse




























