Storbritannien indenrigsminister, Suella Braverman, er blevet fyret. I stedet overtager James Cleverly, der hidtil har været udenrigsminister, posten.
Braverman, der i lang tid har været en kontroversiel konservativ politiker, er især kommet i modvind efter sine kommentarer om Gaza-demonstrationer og kritik af det, hun har omtalt som haddemonstrationer, samt hendes kommentarer om politiets håndtering af dem.
Hun har i en artikel i avisen The Times beskyldt politiet for at give dem positiv særbehandling og dermed længere snor end andre grupper, i forhold til hvad de har fået lov at gøre og råbe.
Det har medført skarp kritik, også i hendes eget parti, det konservative.
Resultatet foreligger nu: Premierminister Rishi Sunak har reageret ved at bede hende fratræde posten. Han hentede hende ellers ind i oktober sidste år, blot en uge efter at hun var blevet sat fra posten af hans forgænger Liz Truss, fordi hun strid med reglerne havde sendt et officielt dokument via sin private e-mail.
Blå bog
Suella Braverman
Indenrigsminister siden 6. september 2022, afbrudt af en uges tid i oktober samme år.
Har tidligere haft en viceministerrolle i forbindelse med arbejdet med at få Storbritannien løsrevet fra EU efter brexitafstemningen.
Blev valgt ind i Parlamentet i 2015.
Uddannet jurist på Queens College i Cambridge og Paris’ universitet.
Har i en årrække arbejdet som advokat for blandt andet indenrigsministeriet, kriminalforsorgen og forsvarsministeriet.
Kritiserede hjemløse for selv at vælge deres nød
Braverman er kendt for ikke at vige tilbage fra politisk strid. Det vakte for eksempel opsigt, da hun i sidste uge skældte ud over de hjemløse, der bor i telt i blandt andet Londons gader.
De har, mener hun, truffet et valg, når de benytter den boligform.
Af samme grund ville hun bødestraf til organisationer, der forsyner de hjemløse med telte – et forslag, der affødte stærke reaktioner også hos hendes partifæller.
Oven i det har hendes skarpe kritik af Storbritanniens håndtering af den illegale indvandring ført til knubbede ord i den politiske debat om, hvad landet skal gøre ved den migranttilstrømning, hun i parlamentet har omtalt som en invasion, der er ude af kontrol. De omstridte planer om at oprette en lejr i Rwanda for migranter har hun kaldt »en drøm«.
Partifæller har oplevet hende som »pinlig« og »uvidende« og ment, at hun har været mere fokuseret på at bringe sig selv end sit Tory-parti i centrum.
Den nu afsatte indenrigsminister beskriver i en officiel udtalelse sin ministertid som det største privilegium, men vil ikke umiddelbart kommentere fyringen: »Jeg vil sige mere, når tiden er inde«, fremgår det.
Fyringen af Braverman medfører ifølge britiske medier en lidt større rokade i regeringen. Også sundhedsminister Neil O’Brien og skoleminister Nick Gibb træder tilbage.
Til gengæld er den tidligere premierminister David Cameron, der trak sig i 2016 efter afstemningen om den britiske løsrivelse fra EU, set ankomme til Downing Street nummer 10, der huser premierministerens kontor.
fortsæt med at læse


























