Britisk regerings plan om at sende asylansøgere til Rwanda udgør en reel risiko for ansøgere, siger domstol.

»Ikke det resultat, vi ønskede«: Højesteret afviser britisk regerings plan om at sende migranter til Rwanda

Foto: Peter Nicholls/Ritzau Scanpix
Foto: Peter Nicholls/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den britiske højesteret har onsdag afgjort, at den britiske regerings plan om at sende migranter til Rwanda er ulovlig. Dermed holder højesteretten fast i en afgørelse, der tidligere er faldet ved en lavere domstol.

Retten afviste enstemmigt den britiske regerings anke mod den tidligere dom med henvisning til, at migranter ikke kan sendes til Rwanda, fordi det ikke kan betragtes som et sikkert tredjeland. Dommeren siger, at regeringens plan udgør en »reel risiko« for, at asylansøgere vil blive sendt tilbage til deres hjemland, selv om de er flygtet derfra og der er risiko for, at de vil blive forfulgt, hvis de vender tilbage.

Kendelsen er den seneste episode i en saga, der begyndte i april sidste år, da Storbritannien underskrev en aftale med Rwanda om at sende papirløse migranter til midlertidige centre i det afrikanske land.

Nederlag for Sunak

Afgørelsen er et nederlag for Storbritanniens premierminister, Rishi Sunak, og hans konservative regering. Rwanda-planen er nemlig central i Sunaks immigrationspolitik og afgørelsen er et stort tilbageslag for Sunaks løfte om at stoppe migranter, der ankommer uden tilladelse til Storbritanniens sydkyst i små både fra Europa.

Sunak siger onsdag efter afgørelsen, at han nu vil overveje regeringens næste skridt.

»Det er ikke det resultat, vi ønskede, men vi har brugt de sidste par måneder på at planlægge alle scenarier, og vi forpligter os stadig fuldstændig på at stoppe bådene«, siger Sunak i en erklæring ifølge Reuters.

Rwanda siger onsdag, at de er uenige i rettens kendelse.

»Dette er i sidste ende en beslutning for Storbritanniens retssystem, men vi er uenige i, at Rwanda ikke er et sikkert tredjeland for asylansøgere og flygtninge«, siger den rwandiske regerings talskvinde, Yolande Makolo, til AFP.

Danmark har arbejdet med lignende planer om at sende asylsøgere til Rwanda.

Opdateres ...

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her