Kampvogne bevæger sig rundt omkring hospital ifølge ansat. Israel har ikke umiddelbart udtalt sig.

Der er hårde kampe ved endnu et hospital i Gaza

Indonesian Hospital er et af de få fungerende sygehuse i Gaza by. Nu meldes det under belejring. Arkivfoto Stringer
Indonesian Hospital er et af de få fungerende sygehuse i Gaza by. Nu meldes det under belejring. Arkivfoto Stringer
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 13.10.

Der er mandag hårde kampe omkring Det Indonesiske Hospital i Gaza, skriver nyhedsbureauet AP og henviser blandt andet til en ansat på hospitalet og billeder bragt på den Qatar-ejede tv-kanal Al Jazeera.

Marwan Abdallah, som er ansat på hospitalet, siger, at kampvogne kan ses fra vinduerne.

»Man kan se dem bevæge sig omkring og skyde«, siger han ifølge AP og tilføjer:

»Kvinder og børn er skræmte. Der er konstante lyde af eksplosioner og skud«.

Israelsk militær har ikke umiddelbart udtalt sig.

Ifølge Gazas Hamas-kontrollerede sundhedsministerium er 12 mennesker blevet dræbt i angreb på hospitalet, skriver nyhedsbureauet AFP. Talsmand for ministeriet Ashraf al-Qudra siger, at der befinder sig omkring 700 mennesker på hospitalet, som ifølge talsmanden er »belejret«.

Det Indonesiske Hospital – der blev bygget med indonesisk finansiering – ligger tæt på den store Jabalia-flygtningelejr i det nordlige Gaza.

Indonesiens udenrigsminister, Retno Marsudi, fordømmer mandag Israels angreb på Det indonesiske hospital i Gaza, skriver nyhedsbureauet Reuters.

»Angrebet er en klar overtrædelse af international humanitær ret. Alle lande, særligt dem, som har stærke bånd til Israel, må bruge alt deres indflydelse til at få Israel til at stoppe dets forbrydelser«, skriver Marsudi i en skriftlig kommenar ifølge Reuters.

Israelske angreb og aktioner ved og i hospitaler har været et afgørende internationalt diskussionspunkt de seneste uger. Israel siger, at hospitaler i høj grad bruges af den militante palæstinensiske bevægelse Hamas til militære formål. Det afviser Hamas.

Også Gazas største hospital, al-Shifa-hospitalet, har været centrum for en israelsk aktion.

Søndag offentliggjorde det israelske militær, IDF, en video, der ifølge IDF viser Hamas-soldater, der tager to gidsler med ind på al-Shifa-hospitalet. Videoen er ifølge IDF filmet 7. oktober – dagen, hvor Hamas’ angreb på Israel fandt sted. De to gidsler er ifølge IDF civile fra henholdsvis Nepal og Thailand. IDF hævder også at have fundet en 55 meter lang »terroristtunnel« under hospitalet.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) besøgte lørdag al-Shifa-hospitalet og kaldte det en »dødszone«.

Israel går efter Hamas-mål i Gaza som følge af Hamas’ overraskelsesangreb på Israel 7. oktober. Her blev omkring 1.200 dræbt ifølge Israel. Over 13.000 er ifølge Hamas blevet dræbt under Israels efterfølgende offensiv. Også FN og Udenrigsministeriet henviser til disse tabstal.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her