Den danske ambassadør i Moskva, Jacob Henningsen, er blevet indkaldt til samtale af det russiske udenrigsministerium.
Det oplyser ministeriet ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.
Indkaldelsen skyldes ’provokerende udtalelser’ om udenlandske selskabers aktiviteter i Rusland, meddeler ministeriet.
»Den danske ambassadør i Moskva, Jacob Henningsen, blev indkaldt af det russiske udenrigsministerium i forbindelse med hans provokerende udtalelser i danske medier om udenlandske selskabers aktiviteter i Rusland«, skriver ministeriet:
»Det blev bemærket, at udtalelser fra den officielle repræsentant for Danmark, der omfatter vurderinger af den russiske økonomi og vores stats juridiske grundlag, er utilstedelige og svarer til, at København (den danske regering, red.) blander sig i Ruslands indre anliggender«.
Det står ikke umiddelbart klart, hvilke udtalelser der henvises til.
Kan handle om Carlsberg
Berlingske bragte dog mandag den 4. december en artikel, hvor Jacob Henningsen advarede danske virksomheder, efter at bryggerigiganten Carlsbergs russiske aktiviteter overgik til den russiske stat.
Det russiske udenrigsministerium skriver i sin udtalelse, at de problemer, som rammer udenlandske virksomheder i Rusland, er forårsaget af EU’s og USA’s sanktioner mod Rusland.
En lang række sanktioner er blevet indført af både EU og USA mod personer og virksomheder med forbindelse til styret i Rusland som følge af landets invasion af Ukraine i februar 2022.
Ministeriet hævder, at iværksættere med virksomheder i Rusland har de russiske myndigheders fulde støtte.
»Vi antager, at hr. Henningsen vil afholde sig fra at komme med lignende udtalelser fremover«, skriver det russiske udenrigsministerium.
Også i maj blev Jacob Henningsen indkaldt til samtale.
Det skyldtes, at russerne ikke var tilfredse med efterforskningen af sabotagen af gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen.
Jacob Henningsen har været ambassadør i Rusland siden september 2022.
ritzau
fortsæt med at læse
Krigen i Ukraine er vigtigere end alt andet. Også Gaza
-
Rockwool tjente en halv milliard i Rusland sidste år
-
Mødet blev fulgt med spænding i Danmark: »Vi risikerer, at den industri, vi har bygget op over de seneste 40 år, vil forsvinde over de næste 4 år, hvis ikke vi tager vores forholdsregler«
-
Ukraine presser på i øst under heftigt russisk bombardement


























