Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Politi var til stede ved rådhus med skjolde og peberspray, har AFP-journalist på stedet oplyst.

Demonstranter smadrer vinduer i Beograd efter påstået valgfusk

Foto: Marko Djurica/Ritzau Scanpix
Foto: Marko Djurica/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Oppositionsstøtter har smadret vinduer på rådhuset i den serbiske hovedstad Beograd søndag.

Det skete som et led i protester i forbindelse med påstået valgsvindel.

Politiet har ifølge en journalist fra nyhedsbureauet AFP, som var til stede, svaret igen med peberspray.

Demonstranterne brugte flagstænger, sten og æg til at smadre vinduerne på hovedstadens administrative bygning, ligesom de forsøgte at storme rådhuset. Det forhindrede politiet dog.

Politiet var til stede ved hovedindgangen med skjolde, har AFP-journalisten oplyst.

Der er ikke umiddelbart meldinger om anholdte.

Betaling af vælgere og ekstra stemmesedler

Den serbiske opposition beskylder regeringspartiet SNS og præsident Aleksandar Vucic for valgfusk.

Også internationale valgobservatører har rettet skarp kritik mod parlamentsvalget.

Der var en lang række uregelmæssigheder ved valget, herunder betaling til vælgere og eksempler på, at der er lagt ekstra stemmesedler i valgurnerne.

Det har valgobservatører, der også omfatter Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), oplyst.

Oppositionen mener derudover, at SNS lod over 40.000 ikkeregistrerede vælgere fra nabolandet Bosnien komme til den serbiske hovedstad, Beograd, for at stemme. Det afviser regeringspartiet.

Vucic siger i kølvandet på protesterne, at staten ’vil være i stand til’ at anholde de ansvarlige for hændelserne.

»Scenerne er dramatiske, fordi vi ikke er vant til at se nogle, der smadrer vinduer«, har Vucic udtalt til pro-regeringskanalen Pink TV i en speciel udtalelse ifølge nyhedsbureauet Beta.

»Men ingen revolution kommer til at indtræffe, og de får ikke succes«.

Serbiens indenrigsminister har opfordret demonstranter til at afholde sig fra at bruge vold.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her