Russisk angreb for anden dag i træk har gjort ’alvorlig skade’ i Kharkiv, siger byens borgmester.

Angreb frem og tilbage over grænsen mellem Rusland og Ukraine efterlader flere døde og sårede

Ukrainske redningsarbejdere undersøger et af stederne, somn blev ramt af det russiske angreb i storbyen Kharkiv.  Foto: Sergey Bobok/Ritzau Scanpix
Ukrainske redningsarbejdere undersøger et af stederne, somn blev ramt af det russiske angreb i storbyen Kharkiv. Foto: Sergey Bobok/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Mindst 21 mennesker er blevet såret i et russisk angreb mod byen Kharkiv i det østlige Ukraine.

Det meddeler regionens chefanklager.

Blandt de sårede er to drenge på 14 og 16 år samt en sikkerhedsrådgiver for et hold tyske journalister, siger chefanklageren.

Missilerne kom i retning fra Belgorod på den russiske side af grænsen, tilføjer han.

Belgorod, der ligger omkring 60 kilometer længere mod øst, kom tidligere lørdag under beskydning. Ifølge russiske myndigheder står Ukraines hær bag angrebet. Her er 18 mennesker dræbt og 111 såret.

Rusland melder om mindst 14 dræbte i ukrainsk angreb og lover modsvar

Rusland har advaret om, at der vil komme et modsvar.

Kharkiv-regionens guvernør, Oleh Synjehubov, skriver lørdag aften på beskedtjenesten Telegram, at der kom seks angreb fra russisk side.

»De har især ramt den centrale del af Kharkiv by. Der er sket skade på civil infrastruktur«, skriver han.

Blandt de steder, der er ramt i angrebet, er en ’medicinsk institution, beboelsesejendomme med flere lejligheder, butikker og andre steder’, skriver Synjehubov.

Ingen militære mål skal være ramt.

På Telegram deler flere indbyggere billeder af den skade, der er sket på Kharkiv Palace Hotel, der ligger i den centrale del af byen.

Borgmester Ihor Terehov siger, at de russiske angreb har forårsaget ’alvorlig skade’. Der er blandt andet brand i en beboelsesejendom.

Myndighederne var tidligt lørdag aften ved at danne sig et overblik over, hvor mange sårede og eventuelt dræbte der er, siger borgmesteren.

Kharkiv var også en af flere ukrainske byer, der fredag blev ramt af et 18 timer langt russisk angreb. Det betegnes som et af de mest massive russiske missil- og droneangreb, siden Rusland invaderede Ukraine i februar 2022.

Fredagens omfattende angreb har kostet 40 mennesker livet rundt om i Ukraine og såret 159 andre.

ritzau

Hvad skal politikerne gøre for at forbedre folkeskolen? Deltag i samtalen her

Politiken har samlet et panel af kompetente skolefolk, der kommer med deres bud på, hvordan folkeskolen kan forbedres.

Men hvad mener du?

Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her