Bulgarien og Rumænien vil fra marts 2024 have åbne grænser til Schengen-området i luften og til søs.
Det oplyser EU-Kommissionen lørdag i en pressemeddelelse.
Drøftelser om yderligere at ophæve kontrollen ved landegrænserne vil fortsætte i det kommende år.
» I dag markerer et historisk øjeblik for Bulgarien og Rumænien«, siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.
» Dette er et kæmpe fremskridt for begge lande og for Schengen-området som helhed«.
Schengen-området skal sikre fri passage over grænserne mellem de lande, som er med i aftalen - herunder Danmark.
Torsdag oplyste Rumænien og Bulgarien, at de var blevet enige med Østrig om en delvis Schengen-tilslutning. Det blev ikke umiddelbart bekræftet af Østrig, skriver det norske nyhedsbureau NTB.
ritzau




























