Regeringen har netop fremlagt den tredje genopbygningspakke under Ukrainefonden på 151 millioner kroner.

Ny Ukraine-pakke skal fjerne landminer og sikre elektricitet

Politikens læsere donerede i december 2022 penge, så de hårdtprøvede civile i Ukraine kunne få soveposer, ovne, powerbanks og generatorer som her i Kherson. Nu har regeringen vedtaget sin tredje genopbygningspakke, som fokuserer på at sikre strøm og varme og fjerne landminer. Foto: Thomas Borberg
Politikens læsere donerede i december 2022 penge, så de hårdtprøvede civile i Ukraine kunne få soveposer, ovne, powerbanks og generatorer som her i Kherson. Nu har regeringen vedtaget sin tredje genopbygningspakke, som fokuserer på at sikre strøm og varme og fjerne landminer. Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Krigen i Ukraine nærmer sig sit tredje år, og der er fortsat et rigtig stort behov for støtte, mener den danske regering. Derfor fremlægger regeringen nu den tredje genopbygningspakke under Ukrainefonden, oplyser minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen (S), der netop har været i Ukraine, hvor han har lanceret pakken på 151 millioner kroner.

Pakken skal hjælpe Ukraine med at sikre elektricitet og varme samt identificere og fjerne landminer.

»Det er klart, at et samfund ikke kan fungere uden at have adgang til strøm. Samtidig skal der fjernes miner, så ukrainerne kan få sikker adgang til deres jord og boligområder. Så det er de to ting, som vi primært fokuserer på i den her genopbygningspakke«, siger Dan Jørgensen.

Ministeren fortæller, at det er meget tydeligt, at Ukraine fortsat er et hårdtprøvet land. Ikke kun de steder, hvor der er direkte krigshandlinger. Mange steder plages gadebilledet også af smadrede bygninger og en ødelagt infrastruktur.

»Der er mangel på de mest basale livsfornødenheder som adgang til vand og varme og nogle steder endda tag over hovedet og elektricitet«, fortæller Dan Jørgensen over telefon fra Kyiv.

»Det er ting, som danskere betragter som en fuldstændig almindelig del af deres hverdag, og som de fleste næppe kan forestille sig at leve uden«, fortsætter han.

Derfor støtter Danmark FN’s udviklingsprogram med 75 millioner kroner til gasmotorer, som skal styrke forsyningssikkerheden med adgang til elektricitet og varme i Mykolajiv.

Og så er der udfordringen med minerne. Det antages, at 174.000 kvadratkilometer er forurenet med miner og ueksploderet ammunition – svarende til cirka fire gange Danmarks areal. Et dansk bidrag på 75 millioner kroner skal styrke indsatsen for at rydde miner.

»Det er helt afgørende indsatser, hvis ukrainerne skal have en chance for at leve og bo i deres egne byer«, siger Dan Jørgensen.

Med den tredje genopbygningspakke har Danmark i alt støttet Ukraine med 30,95 milliarder kroner.

»Ukraine er vores nærområde, og det er klart, at vi har en særlig forpligtelse til at hjælpe Ukraine. Fordi det netop er et land, der er så tæt på Danmark og har så mange forbindelser til Danmark«, siger ministeren.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her