To søfolk fra den amerikanske flåde er blevet meldt savnet ud for Somalias kyst.
Det oplyser USA’s militær ifølge nyhedsbureauet AFP.
Søfolkene udførte operationer ud for kysten, da de blev meldt savnet torsdag aften lokal tid.
»Eftersøgnings- og redningsaktioner er i øjeblikket i gang for at lokalisere de to søfolk«, oplyser den amerikanske militære centralkommando, Centcom, i en udtalelse.
Af operationelle hensyn vil der ikke blive frigivet yderligere oplysninger, før aktionen er afsluttet, lyder det videre.
De savnede er udsendt til USA’s femte flådes operationsområde for at understøtte en bred vifte af missioner.
Operationsområdet dækker omkring 2,5 millioner kvadratkilometer hav og omfatter Den Persiske Golf, Omanbugten og dele af Det Indiske Ocean.
ritzau




























