Det hidtil største antal israelske soldater har mistet livet på én dag i Gaza, da en bygning styrtede sammen.

21 israelske soldater dræbt ved bygningskollaps i Gaza

Under krigen i Gaza har Israel trukket på sine reservestyrker, som spiller en vigtig rolle i forbindelse med forsvaret af landet i akutte situationer og under krig. Foto: Israel Defense Forces/Ritzau Scanpix
Under krigen i Gaza har Israel trukket på sine reservestyrker, som spiller en vigtig rolle i forbindelse med forsvaret af landet i akutte situationer og under krig. Foto: Israel Defense Forces/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En eksplosion i en bygning og et angreb på en kampvogn kostede mandag eftermiddag 21 israelske reservister livet i Gaza.

Det oplyser talsmand for Israels Forsvarsstyrker (IDF) Daniel Hagari tirsdag morgen ifølge det israelske medie Haaretz og nyhedsbureauet Reuters.

Det er det foreløbig højeste antal dræbte israelske soldater på en enkelt dag under krigen i Gaza. Krigen begyndte i oktober.

Soldaterne blev dræbt, da der blev udløst en eksplosion i en toetagers bygning. De var ifølge Israels militær i gang med at placere miner som led i deres arbejde med at ødelægge Hamas’ infrastruktur og bygninger i Gazastriben.

Samtidig blev en kampvogn, der skulle beskytte soldaterne, og som holdt uden for bygningen, angrebet med panserværnsvåben.

Eksplosionen og angrebet fik ifølge Israels militær bygningen til at styrte sammen. Bygningskollapset skete tæt på grænsen til Israel.

Israel har som erklæret mål at udradere den militante bevægelse Hamas, som indtil krigen i Gaza kontrollerede området.

Hamas angreb Israel 7. oktober 2023, dræbte 1200 personer og tog 240 personer - primært israelere - som gidsler.

Angrebet fik Israel til først at angribe Gaza fra luften og siden gå militært ind i Gaza via landjorden.

En stor del af operationen handler for Israels vedkommende om at ødelægge underjordiske tunneler og anden infrastruktur, som Hamas angiveligt har bygget og bruger til sine militante aktiviteter.

Soldaterne, der blev dræbt mandag, var alle reservister. Under krigen i Gaza har Israel trukket på sine reservestyrker, som spiller en vigtig rolle i forbindelse med forsvaret af landet i akutte situationer og under krig.

Ligesom værnepligt er obligatorisk i Israel for både mænd og kvinder, er det obligatorisk at indgå i reservestyrkerne, efter at man har gjort tjeneste i militæret.

Med enkelte undtagelser kan israelere, der har gjort militærtjeneste, indkaldes som en del af reservestyrkerne, indtil de fylder 40 år.

Umiddelbart efter Hamas’ angreb på Israel i oktober indkaldte landet 360.000 reservister til tjeneste. Det var den største indkaldelse af reservestyrker siden Yom Kippur-krigen i 1973.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her