To maskerede mænd angreb en kirke, mens der var gudstjeneste, oplyser Tyrkiets indenrigsminister.

Person er dræbt i skudangreb på katolsk kirke i Istanbul

Politi og efterforskere er i gang med arbejdet foran Santa Maria-kirken efter angrebet. 
 Foto: Ozan Kose/Ritzau Scanpix
Politi og efterforskere er i gang med arbejdet foran Santa Maria-kirken efter angrebet. Foto: Ozan Kose/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En person er søndag formiddag blevet dræbt under en gudstjeneste i en romersk katolsk kirke i den tyrkiske storby Istanbul, oplyser Tyrkiets indenrigsminister, Ali Yerlikaya, ifølge nyhedsbureauet AFP. Angrebet blev udført at to maskerede mænd, som affyrede skud, oplyser ministeren på det sociale medie X.

»Vi fordømmer dette afskyelige angreb«, skriver Yerlikaya.

Gerningsmændene er på fri fod, og politiet leder efter dem. Angrebet blev begået klokken 11.40 lokal tid – 09.40 dansk tid – i Santa Maria-kirken, der ligger i Sariyer-distriktet i Istanbul.

Det er foreløbig uklart, hvad motivet til angrebet var. Ali Yerlikaya oplyser på X, at en omfattende efterforskning er sat i værk.

I december anholdt tyrkisk politi 32 personer, som var under mistanke for at planlægge angreb på kirker og synagoger i Tyrkiet. Konkret blev de mistænkt for at have forbindelse til Islamisk Stat, skriver AFP.

Gennem tiden har Islamisk Stat taget skylden for en række angreb begået mod civile på tyrkisk jord – herunder et angreb på en natklub i Istanbul i 2017. Dengang blev 39 personer dræbt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her