Der bliver mandag ingen afstemning i Ungarns parlament om svensk medlemskab af Nato. Ungarns opposition har ellers samlet underskrifter nok til at kunne indkalde parlamentet ekstraordinært. Men da mødet gik i gang klokken 13 mandag, var de fleste af stolene tomme i parlamentet i Budapest.
Politikere fra ministerpræsident Viktor Orbáns regeringsparti, Fidesz, og dets allierede i partiet KDNP dukkede ikke op til afstemningen. Dermed var parlamentet ikke beslutningsdygtigt.
Fidesz’ gruppeformand, Máté Kocsis, kræver i en besked på Facebook, at Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, først kommer på besøg hos Orbán i Budapest.
»Vi vurderer, at den svenske Nato-ratificering kan ske, så snart parlamentet indleder sin ordinære session. Men det kræver et møde mellem de to regeringsledere i Budapest«, skriver han.
»Hvis det er vigtigt for svenskerne at komme med (i Nato, red.), kommer de her, på samme måde som de rejste til Tyrkiet«, lyder det videre.
Parlamentet er på vinterferie. Det åbner igen 26. februar. Oppositionspolitikeren Dávid Bedö siger, at han håber på en afstemning i slutningen af februar.
»De har forhalet det her i mere end to år og løjet om, hvorfor de ikke ratificerer Sverige«, siger han med henvisning til Fidesz.
»Jeg tror ikke, at et møde spiller nogen rolle. De vil bare vise, at de har magt«, tilføjer han.
»Bolden er nu på jeres banehalvdel«
I slutningen af januar meddelte Viktor Orbán, at ratificeringen vil ske »snarest muligt«. Han skrev også, at han har sendt et brev til den svenske statsminister, Ulf Kristersson, hvor han inviterer ham til Ungarn »for at forhandle om Sveriges adgang til Nato«.
Kristersson har takket ja til invitationen fra Orbán, skrev svenske medier på det tidspunkt. Han har sagt, at det ville være naturligt at komme til Budapest, efter at Ungarn har stemt ja. Men budskabet fra ungarsk side er, at de helst vil se Kristersson i Budapest inden afstemningen.
Blandt andre har Ungarns udenrigsminister, Peter Szijjarto, sagt, at et besøg inden afstemningen vil være mere korrekt. Især i lyset af at Kristersson var i Tyrkiet for at få tyrkerne til at sige ja til at lade Sverige blive medlem af forsvarsalliancen.
»Bolden er nu på jeres banehalvdel«, siger regeringstalsmand Zoltán Kovács.
Der er endnu ingen kommentarer til det ungarske krav fra svensk side.
ritzau
fortsæt med at læse




























