Præsident Volodymyr Zelenskyj har udnævnt ny stabschef. Det sker, dagen efter at der kom en ny forsvarschef.

Zelenskyj udnævner igen ny militærchef

Foto: Alina Smutko/Ritzau Scanpix
Foto: Alina Smutko/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 22.54

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har fredag udnævnt generalmajor Anatolij Barhylevytj til ny stabschef.

Han erstatter Serhij Sjaptala. Det skriver Reuters.

Zelenskyj annoncerede udnævnelsen i en videotale.

Han sagde også, at det blev gjort på anbefaling af Ukraines nye forsvarschef, generaloberst Oleksandr Syrskyi, der blev udnævnt torsdag.

Det skete, efter at hans forgænger Valerij Zaluzjnyj blev fyret. Op til fyringen havde der længe gået rygter om, at stemningen mellem præsidenten og den nu tidligere forsvarschef var anspændt.

På det sociale medie X takkede Zelenskyj dog Zaluzjnyj for at have forsvaret Ukraine i de seneste to år.

Om Anatolij Barhylevytj siger præsidenten, at han er ’en erfaren person, der forstår opgaverne med denne krig og de ukrainske mål’.

Udnævnelsen af den nye stabschef sker samme dag, som der endnu engang er politisk bevågenhed på Ukraine.

Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, ankom fredag til USA og opfordrede indtrængende amerikanerne til at give mere militær hjælp til Ukraine.

Han advarede om, at en russisk sejr i krigen vil få skæbnesvangre følger.

For en uge siden nåede Tyskland og de øvrige EU-lande frem til en aftale om at støtte Ukraines forsvar med 50 milliarder euro.

Aftalen faldt overraskende hurtigt på plads på et EU-topmøde, hvor der på forhånd var bekymring for, om Ungarns premierminister, Viktor Orbán, ville holde fast i sin trussel om at nedlægge veto.

Det er snart to år siden, at Rusland invaderede Ukraine.

Det skete den 24. februar 2022.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her