Vestlige lande opfordrer til en undersøgelse af parlamentsvalg. To kandidater har erklæret sig som vindere.

Hærchef og ministerium affejer anklager om valgsnyd i Pakistan

Lyt til artiklen

Pakistans udenrigsministerium svarer lørdag igen på bekymringer fra Vesten om, hvorvidt torsdagens parlamentsvalg i landet forløb regelmæssigt.

I en udtalelse slår ministeriet fast, at det er et ’ubestrideligt faktum’, at det pakistanske valg blev afholdt efter forskrifterne.

Det skriver Reuters.

Også Pakistans forsvarschef, Asim Munir, affejer bekymringerne. Han lykønsker Pakistan for dets ’vellykkede afholdelse’ af parlamentsvalget.

Lørdag formiddag dansk tid foreligger der endnu ikke et endeligt valgresultat.

Alligevel har to kandidater allerede erklæret sig som vindere af parlamentsvalget.

Tidligere premierminister Imran Khan og hans støtter erklærede således fredag valgsejr. Det samme gjorde tidligere premierminister Nawaz Sharif og hans parti, Pakistans Muslimske Liga.

Imran Khan sidder fængslet, og han og hans parti, Pakistan Tehreek-e-Insaf, var egentlig udelukket fra at stille op ved valget. Hans støtter valgte derfor at stille op som uafhængige.

Både USA, Storbritannien og EU har udsendt udtalelser, hvor de opfordrer til undersøgelser af, om der har været uregelmæssigheder ved valget.

USA og EU henviser begge til anklager om indblanding i valget og til, at aktivister er blevet anholdt.

Desuden er stemmeoptællingen blevet forsinket på grund af ’problemer med internettet’, har Pakistans valgkommission oplyst. Hvilke problemer der skal være tale om, er ikke blevet uddybet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her