Julia Navalnaja opfordrer sin mands støtter til at bekæmpe det russiske styre med endnu mere vrede end før.

Navalnyjs enke: »Vi ved præcist, hvorfor Putin dræbte Aleksej for tre dage siden. Vi vil snart fortælle jer om det«

Lyt til artiklen

Selv om Aleksej Navalnyj er død, er hans politiske projekt ikke slut. Det vil til gengæld blive videreført af hans enke, Julia Navalnaja, lover hun i en videotale mandag.

»Jeg vil leve i et frit Rusland, jeg vil opbygge et frit Rusland. Jeg vil fortsætte Aleksej Navalnyjs arbejde«, siger Julia Navalnaja.

Hun beskylder samtidig præsident Vladimir Putin for at have dræbt Navalnyj, som var den mest fremtrædende russiske oppositionspolitiker.

»Vladimir Putin dræbte min mand«, siger Navalnaja og beskylder de russiske myndigheder for at skjule Navalnyjs lig.

Meldingen om Aleksej Navalnyjs død kom fredag, men efter tre dage har hans familie eller advokater endnu ikke set eller fået udleveret hans lig. Hans enke mener, at det skyldes, at Navalnyj er blevet forgiftet med nervegiften novitjok, og at myndighederne vil have stoffet til at forsvinde fra kroppen, før liget bliver udleveret.

»Vi ved præcist, hvorfor Putin dræbte Aleksej for tre dage siden. Vi vil snart fortælle jer om det«, siger Julia Navalnaja.

Fortsæt kampen mod Putin

Hun opfordrer sin mands støtter til at fortsætte deres kamp mod det eksisterende russiske styre med endnu mere vrede end tidligere.

»Ved at dræbe Aleksej har Putin dræbt den ene halvdel af mig – halvdelen af mit hjerte og halvdelen af min sjæl. Men jeg har stadig den anden halvdel, og den fortæller mig, at jeg ikke har nogen ret til at give op«, siger Julia Navalnaja.

Kreml har afvist at være involveret i Navalnyjs død.

Aleksej Navalnyj døde i straffelejren IK-3 nær Yamal nord for Polarcirklen. Her afsonede han blandt andet en dom for »ekstremistiske aktiviteter«. I august 2023 fik han lagt 19 års fængsel til en straf på 11,5 års fængsel, som han i forvejen var blevet idømt.

Navalnyj blev flyttet til lejren i det nordligste Rusland i december. Forinden sad han i IK-6-lejren, der ligger 235 kilometer øst for Moskva.

Foruden sin hustru efterlader Navalnyj sig en søn og en datter.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her