Det franske parlament har mandag vedtaget, at abort skal være en forfatningssikret rettighed i Frankrig.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Medlemmer fra begge kamre i det franske parlament - Nationalforsamlingen og Senatet - var til stede ved afstemningen.
Frankrigs premierminister, Gabriel Attal, sagde i forbindelse med afstemningen, at afgørelsen sender et vigtigt signal til kvinder.
»Vi sender en besked til alle kvinder: Din krop tilhører dig, og ingen andre kan træffe beslutninger (om den, red.) på dine vegne«, sagde Gabriel Attal til de franske parlamentsmedlemmer.
Mindst tre femtedele af parlamentets medlemmer skulle stemme for ændringen, hvis den skulle blive en realitet.
Kvinder har haft ret til abort i Frankrig siden 1974. Men rettigheden har hidtil ikke været skrevet ind i selve forfatningen.
Efter at retten til abort blev sat under pres i USA i 2022 efter en afgørelse i den amerikanske højesteret, begyndte aktivister i Frankrig at presse på for, at retten til abort blev skrevet ind i Frankrigs forfatning.
USA’s højesteret omstødte i 2022 ’Roe vs. Wade’-afgørelsen fra 1973, som sikrede, at kvinder i hele USA havde ret til at få foretaget en abort.
ritzau


























