Ved at ankomme i hobetal på samme tidspunkt til valg kan russere give udtryk for modstand, foreslår Navalnaja.

Navalnyjs enke opfordrer til særlig valgprotest i Rusland

Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Aleksej Navalnyjs enke, Julija Navalnaja, opfordrer russere til at protestere mod landets præsidentvalg klokken 12 den 17. marts.

Opfordringen kommer hun med i en video delt på sociale medier onsdag.

Hun siger, at antallet af mennesker, der kom til hendes mands begravelse, har givet hende håb. Også de mange blomster lagt ved hans grav bidrager til det håb.

Nu ønsker hun, at folk skal føre en idé, som hendes mand havde, ud i livet.

Idéen er, at folk kan protestere mod præsident Putin uden risiko for anholdelse ved allesammen at dukke op ved valgstederne på samme tidspunkt.

»Vi er nødt til at bruge valgdagen til at vise, at vi eksisterer, og at der er mange af os«, siger Navalnaja:

»Vi er ægte, levende mennesker, og vi er imod Putin. I er nødt til at komme til stemmestederne på den samme dag og på det samme tidspunkt - 17. marts klokken 12«.

16. februar faldt oppositionspolitikeren Navalnyj om i en straffelejr i Sibirien, hvor han var i færd med at afsone domme på mere end 30 års fængsel i alt.

Navalnyj, der tidligere er blevet kaldt ’Putins værste fjende’, blev 47 år.

Efter sin mands død har Navalnaja lovet at videreføre hans arbejde.

Til vælgerne siger hun, at det er ’deres valg’, hvad de vil gøre, når de er mødt op 17. marts ved middagstid og skal stemme.

»Du kan stemme for enhver anden kandidat end Putin. Du kan ødelægge stemmesedlen. Du kan skrive ’Navalnyj’ med store bogstaver på den«, siger Navalnaja i videoen:

»Og selv hvis du ikke kan se en idé med overhovedet at stemme, så kan du bare komme og stå ved stemmestedet og så vende om og gå hjem«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her