EU-landene vil mandag sætter flere personer og juridiske enheder på sanktionsliste efter Navalnyjs død. Desuden kan EU-landenes udenrigsministre blive enige om sanktioner mod Hamas og bosættere mandag.

EU vil udvide sanktioner efter Navalnyjs død og håber på at indføre sanktioner mod Hamas og bosættere

Foto: Johanna Geron/Ritzau Scanpix
Foto: Johanna Geron/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

EU-landene vil mandag blive enige om at udvide sanktionerne mod Rusland i lyset af oppositionslederen Aleksej Navalnyjs død i en fangelejr i Arktis i februar, siger EU’s udenrigschef, Josep Borrell.

»Vi vil vedtage pakken med sanktioner i kølvandet på Navalnyjs død«, lyder det.

Udmeldingen kommer forud for et møde mandag i Bruxelles for EU-landenes udenrigsministre. Her er sanktionspakken på bordet. Sanktionerne ventes dog ikke at ramme russiske sektorer som banker eller olie. I stedet ventes EU-landene at sætter 33 personer og to juridiske enheder, som kan knyttes til Navalnyjs død, på sanktionslisten. Derudover ventes EU-landene på sigt at komme med en 14. sanktionspakke mod Rusland efter landets invasion af Ukraine.

Mandagens sanktioner ventes dog specifikt at være rettet mod ansvarlige for Navalnyjs død. Det vakte opsigt og international kritik af Rusland, da den 47-årige Navalnyj i februar døde i de russiske myndigheders varetægt. Navalnyj var kendt som en fremtrædende kritiker af Putin. Han afsonede domme på over 30 års fængsel. Det skete for anklager, som han mente, var opdigtede for at bringe ham til tavshed.

De russiske myndigheder udstedte en dødsattest, der fastslog, at Aleksej Navalnyj døde af naturlige årsager. Navalnyjs tilhængere mener, at han blev dræbt af myndighederne. Det har de russiske myndigheder benægtet.

Forventer sanktioner mod Hamas og bosættere

Josep Borrell forventer også, at der kan komme et gennembrud i forhandlingerne om at indføre sanktioner mod Hamas og israelske bosættere på Vestbredden.

»Det ser ud til, at alle i dag vil blive enige om at indføre sanktioner mod både Hamas og de voldelige bosættere, der chikanerer palæstinenserne på Vestbredden«, siger han.

I ly af den internationale opmærksomhed på Gaza og Hamas har israelske bosættere angrebet palæstinensere på Vestbredden. USA og Storbritannien har allerede indført sanktioner, men EU har været splittet. Nogle EU-lande har insisteret på, at der først skal indføres sanktioner mod Hamas, før man indfører sanktioner mod israelske bosættere.

Forventningen i Bruxelles er derfor, at det kun vil blive sanktionerne mod Hamas, der bliver meldt ud mandag, hvis ministrene når til enighed. Det sker for at signalere, at EU først og fremmest fordømmer Hamas, som i forvejen er på EU’s terrorliste. Sanktionerne mod de israelske bosættere kan dog blive vedtaget mandag og så meldes ud i næste uge.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her