Teknikere gik i gang med at reparere de omfattende skader med det samme, det russiske angreb var overstået. Guvernør for Dnipropetrovska-regionen beskylder Rusland for at gå efter civile i angreb mod Dnipro.

Rusland har udført angreb på ukrainske energianlæg

Russisk droneangreb ødelagde en beboelsesejendom i Dnipropetrovska-regionen i Ukraine og sårede mindst én person. Foto: State Emergency Service Of Ukrai/Ritzau Scanpix
Russisk droneangreb ødelagde en beboelsesejendom i Dnipropetrovska-regionen i Ukraine og sårede mindst én person. Foto: State Emergency Service Of Ukrai/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 8.04.

Rusland har udført flere angreb på den ukrainske energiforsyning, skriver nyhedsbureauet Reuters og norske ntb.

Angrebene har været rettet mod både varme- og vandkraftværker, lyder det fra selskabet Ukrenergo, som er operatør af det ukrainske strømnet.

»I løbet af natten angreb russerne igen energifaciliteter i et massivt og koordineret angreb. Varme- og vandkraftværk i de centrale og vestlige regioner blev skadet«, skriver Ukrenergo på beskedtjenesten Telegram ifølge ntb.

Også det ukrainske selskab DTEK, der er landets største private energiselskab, melder om angreb på energianlæg. Her er tre termiske anlæg blevet ramt.

»Udstyret er blevet hårdt ramt. Efter angrebet gik teknikerne straks i gang med at reparere skaderne«, lyder det fra selskabet på beskedtjenesten Telegram.

Der er ikke yderligere oplysninger fra selskaberne, hvorfor det er uvist, om skaderne har konsekvenser for de ukrainske borgere.

Rusland har gennemført flere omfattende angreb mod den ukrainske energiforsyning under krigen. For en uge siden gennemførte Rusland om natten et af de største angreb under krigen mod Ukraines energianlæg, som efterlod mere end en million borgere uden strøm.

Landets største dæmning i regionen Zaporizjzja blev også ramt. Men ifølge det statslige selskab for vandenergi, Ukrhydroenergo, var der ikke fare for et brud.

Angrebene betød blandt andet, at det store kabel, der forsyner atomkraftværket Zaporizjzja, var uden strøm i løbet af forrige fredag. Det kom dog op at køre i løbet af dagen.

Én såret i Dnipro

Tidligere fredag morgen forlød det, at mindst én person er kommet til skade, efter at russiske styrker tidligt natten til fredag har angrebet infrastrukturpunkter i den ukrainske by Dnipro, oplyser Dnipropetrovska-regionens guvernør, Serhij Lysak, ifølge nyhedsbureauet Reuters på beskedtjenesten Telegram.

»Fjenden har angrebet kritiske infrastrukturpunkter i regionen«, skriver han.

»Fjendens primære mål er vores folk og kritiske steder for befolkningen«, tilføjer han.

Lysak specificerer ikke i sine beskeder på Telegram, hvilken type angreb der er tale om. Men krigsobservatører beretter ifølge Reuters om, at de russiske styrker har taget missiler i brug, og at der kunne høres eksplosioner i området. Det har dog ikke været muligt for nyhedsbureauet selv at verificere de beretninger.

En blogger fra byen Kamjanske, som ligger ved floden Dnepr og huser blandt andet et vandkraftværk, beskrev et 4 meter dybt krater, som var 10 meter bredt, i nærheden. Andre skriver, at der er problemer med strøm- og vandforsyningen i nogle områder i regionen.

Dnipro og Kamjanske ligger begge ved Dnepr, som løber tværs gennem det centrale Ukraine, Belarus og videre ind i Rusland. Floden bruges til blandt andet vandkraftværker, men spiller også en rolle i at nedkøle atomkraftværket Zaporizjzja, som er Europas største af sin slags.

Russiske styrker har i de seneste uger skruet op for angreb mod kritiske punkter for Ukraines forsyningsinfrastruktur. Fredag i sidste uge satte Rusland et bredt og voldsomt angreb ind mod Ukraine, som af den ukrainske regering er blevet beskrevet som det største angreb, siden den russiske invasion startede i begyndelsen af 2022.

Dronefragmenter fundet i Rumænien

Natten til torsdag angreb Ruslandmål i det vestlige og centrale Ukraine med missiler og droner. Torsdag aften blev der fundet fragmenter, der ser ud til at stamme fra en drone, på en gård i Nato-landet Rumænien nær landets grænse til Ukraine, skriver det rumænske forsvarsministerium fredag i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Det nationale forsvarsministerium er sammen med specialister indenfor det nationale forsvar, den offentlige orden og nationale sikkerhed ved at undersøge hændelsen«, skriver ministeriet.

Der er ikke meldinger om tilskadekomne i Rumænien i forbindelse med fragmenterne. Fragmenterne blev fundet omkring 20 kilometer fra Ukraines sydvestlige grænse på en ø i Donau i regionen Braila, der ligger i det østlige Rumænien.

Det er ikke første gang, at de rumænske myndigheder rapporterer om fund af dronerester i Nato-landet, efter Ruslands invasion af Ukraine. I september rapporterede myndighederne to gange indenfor en uge om fund af dele af en drone på rumænsk territorium. Ligesom der også blev fundet fragmenter efter droner i december.

Dronerne var ifølge myndighederne magen til dem, der bruges af Ruslands militær i Ukraine.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her