8.000 er evakueret i det russiske område Orenburg, mens op mod 100.000 er evakueret i Kasakhstan.

Smeltevand fra Ural har oversvømmet dele af Rusland

Dette billede, som blev offentliggjort i går af de russiske myndigheder, viser de omfattende oversvømmelser i regionen Orenburg. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Dette billede, som blev offentliggjort i går af de russiske myndigheder, viser de omfattende oversvømmelser i regionen Orenburg. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I Rusland er omkring 8.000 mennesker blevet evakueret på grund af store oversvømmelser i regionen Orenburg, som ligger op til floden Ural - omkring 1.200 kilometer sydøst for Moskva.

Området grænser op til Kasakhstan, hvor op mod 100.000 mennesker er evakueret forskellige steder i landet på grund af oversvømmelser udløst af smeltende sne og is fra Uralbjergene.

Det er de værste oversvømmelser i Orenburg i årtier.

Over 300 huse i byen Orenburg er oversvømmet.

Smeltevand fra Uralbjergene har ikke blot ført til oversvømmelser langs floden Ural, men også i store områder i det vestlige Sibirien og i områder i Kasakhstan ved floderne Ural og Tobol.

Myndighederne i Orenburg betegner situationen som farlig, da vandet er steget 50 centimeter over det kritiske niveau på 9,3 meter.

Meteorologer og andre eksperter siger, at situationen vil blive forværret i Orenburg, hvor der bor omkring 550.000 indbyggere. Det ventes, at oversvømmelserne vil stige 70 centimeter yderligere torsdag.

I Kurgan, som er en by ved floden Tobol, blev de lokale indbyggere onsdag med hylende sirener advaret om, at de øjeblikkeligt måtte evakuere byen.

Flodvandet ventes at stige i tre dage, og der ventes ’en vanskelig situation’ frem til udgangen af april.

De lokale myndigheder siger, at de har lukket store veje i regionen, så der hurtigt kan bringes jord frem til at styrke en dæmning.

/ritzau/Reuters

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her