Norge er klar til at give flere milliarder ekstra til luftværn i Ukraine, siger statsminister Jonas Gahr Støre til norsk TV2 og avisen VG.
Det kommer oven i de 75 milliarder norske kroner (cirka 47,6 milliarder kroner), som Norge har afsat til Ukraine over de næste fem år, også kaldet Nansen-programmet.
»Nyheder melder hver morgen om russiske missiler og droner, som har ramt civile bygninger, energikraftværker, dræbt en masse mennesker, siger Støre under et besøg i Tyskland.
Det vil Norge hjælpe med til at afværge og vil give milliarder til luftværn, der kan nedskyde de russiske missiler og droner, siger han.
»Ukraine har et akut behov her og nu«, konstaterer Støre.
Norge overvejer derfor at deltage i en tyskledet anstrengelse på at skaffe flere og bedre værn mod mod missiler og droner.
»Regeringen vil øge støtten til Ukraine. Det kan indebære en øgning af totalrammen til Nansen-programmet. Vi vil invitere til samtale med partierne i Stortinget om dette, siger den norske statsminister.
Udmeldingen fra Norge kommer dagen efter, at de amerikanske politikere tog det formentlig afgørende skridt til at afsætte 426 milliarder danske kroner i militær og anden støtte til Ukraine.
Dermed brød man den modstand, som en fløj af Det Republikanske Parti har haft mod at støtte Ukraine. Det har sat den vigtige amerikanske militærhjælp i stå i næsten et halvt år.
ritzau
fortsæt med at læse




























