Lørdag aften dansk tid skete det, mange længe har ventet på. Et flertal i Repræsentanternes Hus godkendte endelig den hjælpepakke til Ukraine, der længe har været undervejs. I hjælpepakken afsættes 426 milliarder kroner til Ukraine, som skal hjælpe landet i krigen mod Rusland.
USA’s tværpolitiske beslutning om at hjælpe Ukraine har i måneder været blokeret af en fløj i Det Republikanske Parti, men nu har Den republikanske formand for Repræsentanternes Hus Mike Johnson godkendt pakken.
Hjælpepakken var ventet. Men det var ikke ventet, at pakken specifikt beslutter, at nogle helt omdiskuterede langtrækkende ATACMS-missiler med en rækkevidde på op til 300 kilometer, skal være en del af USA’s hjælp til Ukraine.
Den amerikanske præsident, Joe Biden, har længe været påpasselig med at give netop de missiler til Ukraine af frygt for en eskalering fra Ruslands side. Det har gjort flere i Kongressen utilfredse.
