Rusland har onsdag nedlagt veto mod en amerikansk FN-resolution i Sikkerhedsrådet, der skal forebygge våbenkapløb i det ydre rum.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
»Det er en spøg af en resolution«, lød det fra Vassily Nebenzia, Ruslands FN-ambassadør, inden stemmeafgivelsen.
Afstemningen kommer, efter at USA har beskyldt Rusland for at udvikle rumbaserede anti-satellit atomvåben. En beskyldning, som Rusland har nægtet.
Forud for afstemningen i Sikkerhedsrådet nægtede amerikanske embedsmænd at dele detaljer om efterretningerne, der danner grundlag for beskyldningerne.
Offentligheden har dermed ikke kendskab til, hvad der ligger til grund for beskyldningerne.
Robert Wood, som er amerikansk viceambassadør i FN, sagde til journalister inden afstemningen, at den russiske position ’får en til at overveje, om de skjuler noget’.
ritzau


























