Rusland hævder at have indtaget fem landsbyer i Kharkiv i det østlige Ukraine, hvor civile bliver evakueret.

Flere end 4.000 er evakueret efter russisk fremrykning i Kharkiv

Ukrainere fotograferet lørdag under evakueringen fra byen Lyptsi.  Foto: Roman Pilipey/Ritzau Scanpix
Ukrainere fotograferet lørdag under evakueringen fra byen Lyptsi. Foto: Roman Pilipey/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Flere end 4.000 civile er i løbet af weekenden blevet evakueret fra grænseområderne i Kharkiv-regionen i det nordøstlige Ukraine.

Det oplyser guvernøren i Kharkiv, Oleh Synegubov, på beskedplatformen Telegram søndag formiddag.

»I alt er 4.073 personer blevet evakueret«, skriver Synegubov.

Han fortæller videre, at en 63-årig mand søndag er blevet dræbt af skud i landsbyen Glyboke.

Derudover er en 38-årig mand blevet såret i grænsebyen Vovtjansk.

Evakueringerne har fundet sted, efter at Ruslands hær fredag rykkede frem i Kharkiv-regionen. Regionen grænser op til Rusland.

Rusland melder om fremgang

De russiske styrker hævdede fredag at være rykket en kilometer frem i Kharkiv nær Vovtjansk. Samtidig var der forlydender om, at Rusland havde planer om at rykke i alt ti kilometer frem fra frontlinjen.

Politiet i Vovtjansk vurderer, at 1.500 personer fra byen enten er blevet evakueret eller er flygtet på eget initiativ siden fredag.

Evakueringen er sket under farlige forhold, oplyser politibetjenten Oleksij Kharkivskyj, som hjælper med koordineringen af evakueringen.

»Alt i byen bliver ødelagt. Man hører konstant eksplosioner, artilleri, morterer. Fjenden angriber byen, med alt den har«, siger Kharkivskyj.

Lørdag hævdede Rusland at have indtaget fem landsbyer i Kharkiv.

I den forbindelse sagde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at ukrainske styrker havde udført modangreb i flere af regionens grænselandsbyer.

»Vores vigtigste opgave er at forpurre de russiske angrebsplaner«, fastslog Zelenskyj.

Ukrainske embedsmænd har i ugevis advaret om, at en russisk offensiv på det nordøstlige Ukraine kunne være nært forestående.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her