Etagebygning er styrtet sammen efter angreb i Belgorod tæt på grænsen til Ukraine. Rusland mener, at Ukraine står bag, men det afviser ukrainsk disinformations-chef.

Boligblok styrtet sammen i russisk by

Beboere og redningsfolk kæmper for at redde overlevende ud af ruinerne. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Beboere og redningsfolk kæmper for at redde overlevende ud af ruinerne. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Mindst syv er døde og 17 er sårede efter et etagebyggeri er kollapset i den russiske by Belgorod. Billeder viser, at mindst ti etager i boligblokken er kollapset, skriver russiske medier ifølge Reuters..

»Byen Belgorod og Belgorod-regionen er blevet udsat for massive bombardementer udført af Ukraines væbnede styrker«, hævder regionens guvernør,Vjatsjeslav Gladkov.

»Som følge af et direkte granatangreb på en lejlighedsbebyggelse er hele opgangen fra første til tiende sal kollapset«.

Ukraine afviser dog at have forbindelse til det påståede angreb.

»Det ligner meget en russisk provokation eller informationsprovokation for at eskalere situationen og retfærdiggøre yderligere angreb mod beboelsesbygninger i ukrainske byer«, skriver Andrij Kovalenko, leder af et disinformationscenter, der er en del af Ukraines Nationale Sikkerheds- og Forsvarsråd, på Telegram.

Rusland: Fragmenter fra missiler ramte bygningen

Ifølge Ruslands forsvarsministerium blev boligblokken ramt, da fragmenter fra missiler faldt ned på bygningen, efter at missilerne var blevet skudt ned af Ruslands luftforsvarssystem over Belgorod.

Ministeriet vurderer altså ikke, at raketangrebet var direkte rettet mod bygningen.

Ifølge det russiske forsvarsministerium affyrede Ukraine missiler og raketter af typerne Tochka-U, Vampire og Olkha, skriver Reuters.

Belgorod-regionen grænser op til Ukraine i det vestlige Rusland.

Der har siden nytår været adskillige angreb mod mål i Belgorod. Rusland mener, at det er Ukraine eller proukrainske grupper, som står bag angrebene.

Angrebene er både blevet udført med droner og missiler.

ritzau/politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her