Containerskibet ’Dali’ er blevet flyttet, otte uger efter at det kolliderede med en bro i den amerikanske by Baltimore i staten Maryland i marts.
Tv-billeder viser, hvordan det store skib omgivet af flere slæbebåde mandag bringes væk fra resterne af den ødelagte Francis Scott Key Bridge og mod en havneterminal.
Flytningen af ’Dali’, som stadig har besætningen på 21 personer om bord, er et stort skridt på vejen mod at få åbnet den vigtige skibsrute.
Operationen var timet med, at det var højvande.
Turen til havnen skete med en hastighed på omkring 1,5 kilometer i timen.
Skibet, som sejler under singaporeansk flag, har blokeret en af USA’s travleste havne, siden det mistede strømmen og forårsagede det brokollaps, som førte til seks arbejderes død. Arbejderne var ved at reparere huller i vejbanen i løbet af natten.
Ulykken lukkede havnen i Baltimore, men midlertidige ruter har gjort det muligt at få nogle fartøjer ind og ud af den amerikanske by.
Havnen er især vigtig for den amerikanske bilindustri og håndterede næsten 850.000 biler og varevogne sidste år ifølge tal fra delstaten.
’Dali’ er ejet af firmaet Grace Ocean Private. Det var chartret af Mærsk, da påsejlingen skete.
ritzau




























