Den internationale lufthavn i Haitis hovedstad, Port-au-Prince, er mandag genåbnet for civil luftfart.
Det sker, efter at den i omkring to og en halv måned har været lukket på grund af omfattende uroligheder i Haiti.
Indtil videre er det kun flyselskabet Sunrise Airways, som har meddelt, at det vil genoptage sine flyvninger - det gælder rejser fra Port-au-Prince til den amerikanske by Miami i delstaten Florida.
Mandag eftermiddag lettede det første fly således mod storbyen i det sydlige Florida, oplyser Sunrise. Det er den første flyvning fra lufthavnen, siden den lukkede ned i marts.
Bandeurolighederne begyndte at hærge i Haiti i februar. Især Port-au-Prince har været hårdt ramt, hvor tusinder er blevet drevet på flugt, og sundhedsvæsenet har været presset i bund.
I marts var der også skyderier ved lufthavnen.
Det amerikanske flyselskab American Airlines oplyser, at dets flytrafik til og fra Haiti fortsat er indstillet. Det gælder indtil 29. maj og skyldes ’civile uroligheder’ i hovedstaden, lyder det.
ritzau




























