Kina har færdiggjort sine militære øvelser omkring Taiwan.
Det oplyser en vært på den statsejede tv–kanal CCTV-7, der dækker militære nyheder.
Øvelserne blev iværksat tre dage efter, at Lai Ching-te blev taget i ed som præsident for Taiwan.
I alt 111 kinesiske fly og adskillige skibe deltog i øvelserne, der havde til formål at demonstrere Kinas evne til at invadere Taiwan.
Kina har ifølge værten gennemført øvelserne med succes.
Kina betragter Taiwan som en del af sit territorium og har fordømt Lai Ching-te, som i Kinas øjne er en separatist.
Hans parti, Demokratisk Progressivt Parti (DPP), går ind for uafhængighed fra Kina.
I januar vandt partiet sin tredje periode i træk.
Fredag blev kinesiske bombefly opstillet i angrebsformationer omkring Taiwan for at udføre fingerede angreb mod øen.
Kina har også sendt flådefartøjer og jagerfly med skarpe missiler ifølge den statslige tv-station China Central Television (CCTV).
De fingerede angreb er blevet iværksat for at straffe Lai Ching-te.
Ligesom de fleste andre lande støtter både USA og Danmark ét Kina-politikken, der betyder, at Taiwan er en del af Kina.
Omvendt betragter Taiwan sig selv som en selvstændig stat. Øen har sin egen valuta og sit eget politiske og retlige system.
Det er især Lai Ching-tes indsættelsestale, som Kina er utilfreds med.
I talen opfordrede han blandt andet Kina til at stoppe sine politiske og militære trusler mod Taiwan.
»I lyset af de mange trusler og forsøg på infiltration fra Kina må vi vise vores vilje til at forsvare vores nation«, sagde Lai Ching-te.
»Selv hvis vi accepterede hele Kinas holdning og opgav vores suverænitet, ville Kinas ambition om at annektere Taiwan ikke bare forsvinde«.
ritzau
fortsæt med at læse


























