Det var den allersidste dag i en lang valgkampagne, og Alfredo Cabrera var træt, men tilfreds med sin indsats. Som borgmesterkandidat i byen Coyuca i den mexicanske delstat Guerrero havde han gjort, hvad han kunne, og skulle nu kun hjem og vente på vælgernes dom. Fra scenen takkede han sine medhjælpere og begyndte at trække sig tilbage, da skuddene faldt. Cabrera vaklede og udåndede lige for øjnene af sine tilhængere.
Alfredo Cabrera blev således det seneste offer i den blodigste valgkamp, Mexico nogensinde har oplevet. Når mexicanerne søndag går til valg, har vejen til stemmeurnerne været brolagt med attentater, kidnapninger og dødstrusler.


























