Igen har Nordkorea ifølge Sydkorea sendt balloner med skrald mod landet. De lander i de nordlige provinser.

Nordkorea sender 600 affaldsballoner ind over Sydkorea

Foto: Str/Ritzau Scanpix
Foto: Str/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Nordkorea har sendt 600 affaldsballoner, som bærer på alt fra cigaretskod til plastik, ind over Sydkorea.

Det siger militæret i den sydkoreanske hovedstad Seoul søndag.

Fra militæret lyder det, at ballonerne løbende indsamles, i takt med at de lander i Sydkorea.

De første af affaldsballonerne blev sendt afsted omkring klokken otte lørdag aften lokal tid, hvilket svarer til klokken 12 lørdag formiddag dansk tid.

Tidligt søndag morgen dansk tid er der ’omkring 600 balloner, som er blevet identificeret, og omkring 20 til 50 balloner som hver time bevæger sig gennem luften,’ lyder det i en fælles udtalelse fra højtstående officerer i Seoul.

Ballonerne lander i Sydkoreas nordlige provinser, hvilket blandt andet inkluderer Seoul og Gyeonggi-provinsen. Her bor knap halvdelen af Sydkoreas befolkning.

Det er ikke første gang, at Sydkoreanerne får tilsendt affaldsballoner fra nabolandet.

Også tidligere på ugen svævede hundredvis af balloner med skrald mod landet fra nord.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her