Det var en valgdebat, der udmærkede sig ved, at de to duellanter slet ikke mødte hinanden. I stedet mødte de på skift en bidsk journalist og et særdeles kritisk publikum, der udstillede deres svagheder mere effektivt, end en direkte debats mundhuggeri havde gjort.
Den britiske valgkamps anden debataften før valget om tre uger var barsk for både den konservative premierminister, Rishi Sunak, og Labours leder, Keir Starmer.




























